Thanatopsis

Nys slukned Solen blank i Vest; snart kommer hid den blege Gjæst, der føre skal min Aand afsted til Evighedens Intethed.

Min Aand! Ha, Støv til Støv skal bli! Et Pust – og saa er alt forbi. Det tror jeg paa; med freidig Hu jeg venter Dødens Komme nu.

Mit Liv, hin Øieblikkets Gnist fra Evighedens Ildsvælg, trist skal slukne lig et Meteor, der gjennem Livets Synskreds fo'r.

Min Nutids korte, lyse Dag med evigt Tomheds-mørke bag har intet Spor sig efterladt og slukner ind i evig Nat.

Jeg intet ved, om hvad jeg var, og hvad jeg er fik aldrig Svar, og paa min Fremtids Firmament er ingen Stjærne blevet tændt.

Jeg spillet har mit hele Liv paa Tankens store Positiv; men fandt dog mindre Harmoni end Dissonanserne deri.

Hvad Livet er, har jeg nu lært: en stor Forkjerthedens Konsert, hvor ingen spiller skjønt og rent og rigtigt stemt sit Instrument.

En Musiker tilsidst jeg fandt, der spillede ret interessant; han Livets Grund-akkord slog an, og Faust-Meftisto hedte han.

Selv er jeg jo Anatomist, som for Alverden har bevist, at hvert et Livets Atom er et Stof kun det og intet mer!

Og Livet!– kald det Sjæl og Aand indblæst af Gud, den store Aand! Det er dog kun Imperativ af Alnaturens Væsen: bliv!

Thi Stoffet er sin egen Lov; og Liv er intet Guderov af Prometheus bragt til Jord: det er der ingen nu, som tror.

Og aldrig bandtes han af Zeus til noget Straffens Kaukasus, saalidt som nogen Ikarus faldt ned i Arkipelagus.

Erfaringen mig Vilje gav; thi Viljen den er Videns Krav, Produktet af min Tænknings Bud, og Tanken den er Stoffets Gud.

Og Sjæl er kun et Hjernespind i Livet listigt virket ind; thi Stoffets Selvudviklings-drift er dettes Sjæl – lig Aand i Skrift.

Hvad Stoffet vil, er hvad det kan ved evig, tringende Forstand; ved villende Necessitet, der kjeder sammen Led for Led.

Se, denne Stoffets Vekselgang, iværksættes ved indre Trang, til Liv fra Død, til Død fra Liv, ved Stoffets Kraft-imperativ.

Hvad er da denne Stoffets Lov i Vand og Vind, i Sol og Skov? Den er det Tankens Grundprincip, som Livet bærer Snip for Snip.

Vort Selv engang i Tiden gik i Altet op og i sig fik et Indtryk af det Heles Geist hvorpaa vor Tænkning saa blev reist.

I Selvanskuelsernes Flugt faar Tanken Næring, Vækst og Frugt; slig løses den af Stoffet ud; slig blir den Stoffets Lov: blir Gud.

Ha! Gud! Jeg kommer jo til dig ad Tankens Selvopløsnings Vei. Min Himmel, det er Altets Verden; min Salighed er Veksel-færden.

Du Luft, ved Sol gjort klar og blaal Igjennem dig min Aand skal gaa, snart sitrende i Birkens Blad, snart give Rosen kjøligt Bad.

Ak, Rose! underskjønne Blomst! Jeg er kun Altets Atterkomst til Altet gjennem Formforandring, paa evig Flugt, paa evig Vandring.

I Livets store Positiv en Tone brast: det var mit Liv. Nu blir den til en Tone i Uendeligheds Melodi.

O, du forvildede Aand, som til Støvet vil fæste, hvad i et svindende Nu fik det Stoflige gjæste! Aanden, som skabende, sitrende Altet beliver, Kraften, som holder det Hele og Livsfunken giver,

vilde du, Aand, til det stoflige Veksel-liv binde og som en selvbestemt Lov i det Stoflige finde! Fandt du da Lænken, som Aanden til Stoffet har bundet? Har du da Løsningen paa hint Mysterium fundet?

Fandt du den høieste Lov, hvoraf selv du en Del er? Eller det Evighedsliv, som det Hele besjæler? Greb du Idèen og Stoffet som Tanke-identitèt? Blev det Reale Idè og Idèen Realitet?

Hvor er hin Aand, som, altvirkende, elsker at virke? Han, til hvis Pris i Endløsheds blaanende Kirke talløse jublende Hærskarer evigt gi'r ren, han, som i alle er et, baade Bliven og Væren!

Nu skal, forblindede Aand, du faa see ham, den Høie, se ham, du spotted, og skjælvende Knæerne bøie. Fandt du ham ei i Systemerne, skjult i det Dunkle? Saa du ham ei i de talløse Stjerner, som funkle?

Søgte du Aarsagens Aarsag og Livsfunkens Kilde? Fandt du ham ikke, da var det, fordi du ei vilde. Aanderne kommel! Paa Stormvind de hylende bær' dig. Engang stod mægtige Hære af Lysaander nær dig.