Ah blev den sidste Draabe
af Bærme skjænket i!
Altsaa, end ikke haabe!
Saa er da alt forbi!
Dog, klage vil jeg ikke;
thi endog Bærmen skjuler
af Vinen, jeg fik drikke,
dens Sødmes sidste Smuler.
Se, derfor vil jeg tomme
tilbunds den bitre Drik.
Titusind lyse Drømme
derved tilgrunde gik.
Farvel, I lyse Tanker
fra Haabets glade Timer!
Gud ved, hvor nu I vanker!
Hvis Vaardag ind I kimer!
I, Hjertets fagre Blommer,
med Farvepragt og Duft
fra Livets glade Sommer
os solblanke Luft!
Sig, vil I alle falme
og staa med bøiet Stængel,
mens Livets lyse Engel
ænd vifter med sin Palme?
Nei, lad kun Smerter flænge
og slide dette Bryst,
og Sørgefloret hæenge
sig over solblank Kyst!
I sommerglade Minder
vil Tankerne mig gjæste,
og for hver Dag, som rinder,
i Sjælen dybt sig fæste.
I Smertens rige Jordbund,
hvor fagre Blomster gror,
blev mangt et herligt Ordfund
lig Guldhorn bragt af Jord.
Og disse Ord har Klang af
det ægte, røde Guld.
Dem blir der engang Sang af, –
saa sorg- og meningsfuld.
Naar udaf Smertens Anker
hvert Bærm-dryp blir skjænkt i,
da først blir Livets Tanker
fuldlødig Poesi.
Da først faar, smertetynget,
hvert Ord den rette Klangen;
da stiger som forynget
fra Sjælens Indre Sangen.