Deiig er Natten, og Stjernerne funkle;
Freden har draget sit skyggende Slør
mildt over Jord, mens det blaanende, dunkle
Himmelhvælv svales af Luftning fra Sør.
Blomsterne lukke
Bægrene sine;
Maaneskin sitrer i sølvklare Vand.
Vindene sukke,
Tankerne mine
farer saa vide om Land.
Dagen er svundet, og Natten har Hvile!
Kom du, som fylder med Længsel mit Sind!
Kom i det Lys, som fra Stjernerne smile,
kom i den svalende, vuggende Vind!
Længere inde
Skovnymfer danse,
leger i blomstrende Enge, min Brud!
Der vil vi binde
duftende Kranse –
snart slukkes Stjernerne ud!