Reformationen

Gjennem alle Tider gaar et Længsels-suk tungt fra dem, der slider, bittert, naar de lider

under gammelt Tryk. Det er Tidens dybe Trang, som i hule Toner lig en Trodsens Gravsang

gaar i lumre Bølger ind fra Vredens Hav derude; – vugger, leger med en Skude; – topper sig i hvide Kroner; –

blir til Draug og Vølver, der fra Tidens Hav sig hæver; Trods og Had fra Øiet luer, spaar Sibylla-ligt og truer,

saa at Skudens Mandskab bæver. Hele Verden kjender Lyden, kjender denne dumpe Klang af en vild, dæmonisk Sang –

som fra Kor af Jætte-aander, der i Kval sig vaander. Den har ofte varslet forud lig, før Jordskjælvet, Vulkanen

Røg og Rystning sender ud; den har tegnet sig paa Himlen truende lig Flammeskyer, der i tusind Farver skifter,

mens i grønlig-gule Rifter skimtes mulmbedækte Byer ventende i Angst Orkanen. Mange vilde gjerne fly den;

men hvorhen flygte for de iltre Luer, som tør slikke Tidens Buer, der paa stærke Søilerader

hvælver sig i Marmor-kvader over mæktige Portaler ind mod tempelhøie Saler? Maa Omvæltninger ei til?

Findes i Naturen nogen uforanderlig Bestaaen? Alt maa tæres, alt maa brændes op af nye Slægters lld:

gamle Vaner, mugne Former, Pavedekretaler, Normer, Traditions-authoriteten, – alt forandres, endevendes;

intet af det gamle spare barskt – mir nix, dir nix – der fares frem hernede paa Planeten. Et Eksempel: Folket vover

nu at trodse selve Paven; ikke længer ind man sover trygt i Skjul af Præstekraven. Efter Seklers mørke Nat

dæmrer der tilsidst en Morgen over Hytten, over Borgen; hist og her et rødligt Skjær langs Europas Horizont –

fra Stambul ved Hellespont vesterud imod Gibraltar, (svagt er Lyset dog i Spanien) over Frankrig og Britannien

øst igjen mod Kattegat – tyder paa, at Dag er nær. Rom vil holde alt i Ave med Ufeilbarheds-mandater.

Fra en meget feilbar Pave isidorske Dekretaler udsendt gjennem Kardinaler, og det hele Sæt Prælater

ned til Munken og til Pater, være skal den faste Dæmning, der skal hindre Tidens Strøm. fra at åyde i sit Leie

ad en fri Udviklings Veie; siden skal den i Kanaler ledes over Kirkens Mark systematisk som Dræntring

for den pavelige Park. Tryg i Vatikanets Ark sidder Romas gamle Papa i reformatorisk Stemning:

Kristenhedens Virak stiger som en Vellugt i hans Næse fra Uvidenheds Altar, mens fra Kathedralen lyder

Nederdrægtighedens Drapa: Peters Ariving – Guds Vikar. Hist og her en Stemme skriger mod Uhumskhedens Tombola,

høiest Munken fra Ferrara, Girolam’ Savonarola, der, skjønt Arno førte Støvet ud i Middelhavets Vande,

endnu staar som Sandheds Vidne med en Seierskrans om Pande, og hvis Ord. skjøndt overdøvet i Florents af Pøbelhoben,

slog med Rædsel Papakaaben med dens Nøgle og Tiara. Uveirsord lig Lyn og Torden gaar som Storm henover Jorden

i den lumre, mørke Nat; de har Evner i sig til at stikke ud Kulturens Baner, hvorpaa Slægten fremad iler,

mens den løfter nye Faner, støber nye Projektiler. Saa i samlet Fylking gaar den fremad Skridt for Skridt i Takt,

og omsider gradvis naar den til at bli' en frygtet Magt: Først Katharer og Valdenser samler sig til Albigenser;

saa Lollarder og Husiter! Piagnoni, Humanister samler sig til Protestanter, Hugendtter, og tilsidst er

Slaget løs paa alle Kanter mod en Hær af Obscuranter. Humanismen ringer ind Dagen i en Verdens Sind.

Babelstaarnet staar og raver, medens en af Romas Paver, Bonifacius den ottende, sender ud sin “Unam Sanctam,”

da han mærker – rentud spottende, man vil rive noget fra ham. Han kan slynge Ban paa Ban, nanr man aabenlyst tør negte,

at han eier Kraft som Solen til at drysse rundt omkring sig Magt til hvem han vil iflæng. Men naar han saa paaberaaber

sig, at med St. Peder Pagten sluttet er, man dristig haaber, at han ligefrem forklarer, hvem der sluttede Kontrakten

og for Gyldigheden svarer af hans Arveret til Stolen. Dog da er Processen kort: man blir dømt som Erkekjætter,

og i Øieblikket sætter han enhver i Kirkens Ban, der tør ha' en anden Mening om deslige høie Ting.

Med St. Peders Nøgleknippe lukkes Himmeriges Port, saa ei nogen ind kan slippe, men maa gaa ad Helved til,

(èn maa gaa, hvis Paven vil) indtil ved en god Dusør man faar Tag i dette rige, høist bekvemme, pavelige

Syndsforladelses-humør. Sligt gaar ei i Længden an! Middelalderens Historie viser os, at Pavens Glorie

var et ægte Hellig-ran. Kirkens for saa rene Lære tjente til et Skalkeskjul for et Kobbel Munkedjærvle,

der lig Guder lod sig ære af forpinte Sjæles Rædsel. Væmmelig, en Vellystmasse, tung af Skjændighed og Synd,

ivrigt sysselsat med Tanker paa at ånde noget nyt, som kan fylde ham hans Kasse, sidder træt den “rene” Pave,

af at tenke rent forknyt. Skade kun, at ingen Trevle han kan faa af Kristi Kors, som kan bringe ham lidt Guld!

Stakkels Pave! dine Veksler honoreres ei i Banken! Alt dit Snyderi og Fynd hjelper ikke din Kredit.

Send blot op til Tyskland Tetzel! Han kan dække din Fallit med en rig, tysk Morgengave! Dog, du er for gammeldags!

Verden hylder ei den Slags tusindaarige Systemer. Gaa da heller i en Hule og bliv from og Eremit!

Som en Kuriositet bringes du til et Museum; der uhindret syng du et evigt, minderigt Te Deum!

Syng for disse Gibs-statuer dine gamle Anathemer! Gjør det for dem rigtigt lyst mellem Old-plastilkens Buster.

Stakler! de ved intet om dine frygtelige Luer; du kan lyve, som du lyster: de har aldrig seet Rom.

Hvad er det for en Røg, som stiger fra Bodensøens steile Bredder? Hvem er det, som mod Himlens Hvælv med Bøn om Retfærd skriger?

Hvem staar paa Øen hist og brænder, omskyllet af en klassisk Elv, som nu i Verdenshavet sender de sidste Askerester ud?

Det er de sidste tapre to af fjortenhundredaars Geleder, som ved en Stefanus indviet til Døden blev af deres Gud.

De har beseglet vel sin Tro og Løfterne med Blod indfriet. Hvad Roms Amfitheatre ei fik skue: Stykkets sidste Akter;

det Blod Arenaen ei drak med rygende og blodvarm Tak; det Kjød, som Hedningen ei slagter, hvad Løverne ei sønderrev,

hvad ei af Nero opbrændt blev som Fakler ved hans Folkefester: de sidste magre Martyrpræster, – de, Kristenhed! blev sparet dig.

Om hundred Aar, saa Sagnet gik, skal ud fra Gaasens Aske stige en Svane, ei til Steg bestemt. Og hele Verden sande fik,

at, naar vor Kamp er tung og hed, “Martyrers Blod er Kirkens Sæd.” Thi Herren havde sikkert gjemt tilsidst en Seier for sit Rige,

saa nu gaar Tidens Fyldes Torden med Gru og Rædsel i sit Skjød, med Dom og Frihed, Liv og Død, med Sanheds Seier over Jorden.

Ved Elsterporten blusser klart se pavelige Bauller. Singot! Leo! nu ligger snart i Aske dine Ruller!

Til Worms! til Worms! thi Keiseren skal holde Rigsdag. Gaa nu hen, du Kjættermunk, med sikkert Leide mod Pave-ord med Guds at feide!

Vær ei forsagt! Gaa kun derned! Du har jo hele Himlen med, og halve Verden kommer efter. Var alle Helveds Afgrunds-kræfter

paa Wormser-tagene bered at ha' et Godtord med i Laget: det var jo ikke noget nyt! Til Festen byder man jo Venner,

og Paven ikke underkjender godt Granskab, naar ban er i Knibe. Dog, Munk, din Bøn til Sandheds Gud er mer end Djævlene paa Taget.

Her er ei Spørsmaal, om dit Værk skal gaa med dig til Muldets Rige! Lad dine Skrifter slettes ud, i Flammer mod det Hæie stige,

som Aske føres bort af Vinden – vor hele Jord forgaar, førinden det Guds-ord, du har talet, dør. Din Tankeflugt paa Ørnevinger

fløi Verden rundt med Storm og Sus. Den vakte Sjælene af Dvale og reiste op fra Tidens Grus, fra Tanketvang til Meningsfrihed

det store, høie Herrens Hus, hvis Grund urokkel i Fredens og i Stormens Tider. Dets Menighed er Individer,

dets Spir ser ind i Himlens blaa, hvorfra til Takkefest det ringer. Men Luthers Navn i store Træk skal virkes ind i Slægtens Fane,

til Kamp for Frihed, Sandhed mane. Han digted os en deilig Sang, som blev det unge, frie Norden et herligt Akkompagnement

til deres Felt-kanoners Torden. Og naar vi atter skal i Strid for om vor Arne kjækt at værne, der ruller dumpt ud fra det Fjerne,

henover Seklers visne Lag, et Bud fra Luthers Sarkofag, som Tidens Mos har dækket grøn: Vær modige lig Sachsens Søn.

Og Dagen kan nok atter rinde, da man med Lænker vil os binde og bøie os indunder Tvang og hindre Slægtens frie Gang

fremover ny-udstukne Banerl! Da lad os heise nye Faner og bede Gud, i det vi Stridens Fylking slutter,

at sende os et Sandhedsbud: en Morten Luther.