Pax Vobiscum

I. Der var en Tid, men det er længe siden – da ikkun klassisk Lærdom havde Ry; men her i Verden ændres alt med Tiden:

det Gamle viger Pladsen for det Ny. Der var en Tid, da alle deklinerte: “mensa, mensæ, mensæ, mensam, mensa,” da “amo” op og ned man konjugerte,

og Rektor snød sin Næse med et “bra!” Det var en herlig Tid. I Disputatser om Pavens Skjæg man fik en Doktorhat, naar man i kraftige latinske Satser

beviste, at i Grunden Dag var Nat. Da havde man de ægte, ægte Lærde med pudret Haar og alenlange Sko. Den Tid argumenteredes med Sværde

mod dem, der ei besad Kaulsviertro. Ak! døde er Olympens ædle Kviste! “Mutantur tempora”, vi sukke maa, – og med det samme lægge til det sidste:

“mutamur nos in illis” ligesaa. II. Hvor Sappho sang i Hellas' grønne Lunde – paa IHymenætus og Akropolis –

taus er den Aand, der engang seire kunde ved Marathon, Leuktra og Salamis. Den kom fra Øst, hin Aand, hvis Værker kneiser endnu i Hellas' pragtfulde Ruin.

Den drog mod Vest som Slave for en Keiser, der gav den Levebrød paa Palatin. Saa blev den fangne Slave til en Mester, som gav det hele Aandens Liv dets Glands.

Med Constantini Biskopper og Præster en flytted saa tilbage til Byzants. Der saa den hele Hedenskabet samle sin sidste Kraft, førend det sank i Grus,

og med Apostata tilsidst at ramle ikuld for Helten Athanasius. Snart gik den dog iført de bløde Klæder, fik Hof-manerer, – bøied sig servil

og hørte kun, hvad der paa høie Steder blev sagt – og kaldte det gehørig Stil. Der i Byzants den fik den slemme Vane at sætte Magten op som Matador,

at ligge næsegrus for Magtens Fane og slikke Jorden, hvor en Keiser for. Til Vinding for Europa den da jages fra Orientens trange, kvalme Bur,

og ved den Tid, Amerika opdages, den lægger Grunden til en ny Kultur. Dog rejser den sig lidt for snevre Skranker. Den gaar i altfor stiv en Uniform,

som ikke passer til de nye Tanker, der frit vil skabe sig sin egen Norm. Det lærde Tidsrum følge vil i Sporet af gamle Tiders Sæder, Smag og Skik.

Klassicitet i Kunsten, det er Ordet, mens Tankelivet dør af Scholastik. III. Da dundrer Slagene paa Kirkedøren

i Wittenberg. Det er den nye Aand, der – Kjød i Luther – ikke gi'r sig, førend den har afkastet alle gamle Baand. Nu lyner det paa alle Aandens Felter.

En ny Tids Sol gaar lysende af Hav. De gamle Guder om igjen man smelter og støber nye Guder derudaf. Kun en Gudinde kjærligen man sparer:

det gamle, værdige latinske Sprog. Paa det man disputerer, spørger, svarer; paa det er skrevet ungefær hver Bog. Man prygler det i Gutter ind med Stokke;

det puges ind paa alslags dumme Rim. Latin maa tales selv af Husets Kokke, maa tales af Montanus og Nils Klim. Hvad gjør det, om ei Gran deraf man fatter?

Det er dog ligefuldt Latin, Latin! Hvad gjør det, om man ofte blir til Latter, naar bare man har “fanget” Disciplin? Det gjælder, Tingen ret kun at vurdere,

saa ser man straks Valuta'en deri som Tanke-disciplin, – selv om krepere skal Aanden udi dette Hekseri. Naar man kun ret latinam sin har kunnet,

da har man fanget an i Grundighed. Triumf! En gulbleg Latinist er vundet, selv om et Menneske gik tabt derved. “Thi nota bene! det er Lærdommen, det gjælder:

Pagina sytti syv, Paragraf tre, Anmærkning to,” er det som Dommen fælder, om retteligen De har spist af Kundskabs Træ. Om man med andre Frugter sig har næret

og drukket frit at Mimers dybe Brond, har man med Cæsar ei paa Krigstog været, da fattes en det rette, dybe Skjøn. Man maa ha' læst om Konen som “gallinam”

for Guld at finde slog saa plat ihjel. Man maa ha' repeteret “Catilinam” og hver Gang dømme ham som styg og fæl. IV.

Det hørte med til Lærdoms-hekseriet, hvis Hovedformaal var latinsk Dressur. Laudamus Deum, at vi er befriet fra denne middelalderske Kultur.

Den Aand, der engang op af Dvale vækked Europas Folk i Renaissancens Tid, med Literæ og Paragrafer spækket, dør Straadød efter hundredaarig Strid.

V. Men, ak! dens Gjenfærd end med rustent Pantser, med Hjelm og Skjold og Staal om Knæerne, med stive Trin Mazurka blandt os danser,

skjønt længst den fik til Hjem Musæerne. Hvem skjønner nu sig paa Alexandrinen ? Hvem tror nu Brahes Stjernetyderi En Ridder er for os kun Harlequinen;

vi ler kun ad Fracassas Skryderi. VI. Den leved længe ned igjennem Tiden, beherskede engang den hele Jord.

Der var en Tid, – men det er længe siden, den førte overalt det store Ord. Med gravitetisk, snirkelprydet Mine den passed godt ind i Parykkens Tid.

Nu vilde den paa Næsen ikkun grine – paa klassisk Vis – af vor moderne Id. Engang den svælged i Filosofemer og drak sig fuld paa ren parnassisk Vin.

Vor Tid kun byder praktiske Problemer miler lunt til Ciceros Latin. Den gamle, lærde Tid er rent forsvunden. Kun hist og her man træffer et Fossil,

der endnu fører Homers Sprog i Munden og kan de første Linjer af Virgil. En saadan kalder man en “rara avis”, hvis Undergang man ved er ganske nær –

omtrentlig som et Nordpolskib i Hav-is, hvor Døden griner koldt i Nordlys-skjær. VII. Hvi vil I atter frem til Livet kalde

en længst henslumret, hedenfaren Aand? Hvem tør vel nu med Maner-pidsken knalder' Hvem tør vel løse sekelgamle Baand? Lad Aanden hvile! Mæt af gamle Dage

den lagdes ned i Jordens muldne Skjød. Vi har et deiligt Minde jo tilbage! Iøvrigt er det bedst, at den er død..