Det dæmrer over Golgatha; der kommer llbud østenfra: to Engle gjennem Dagens Gry ses haste paa en solrød Sky.
Hvorhen? hvorhen? Forsent I kommer; han er død. Hist staar det tomme Kors igjen i Dæmrings Glød.
Nys stod han, Livsens Fyrste, stærk nær Enden af sit Frelserværk, omstraalt af Seiersfreden, der om Panden laa som lynhvidt Skjær.
I Skjændselskrud med Smertens Tornekrone paa en evig Sandhedskonge prud maa haanet staa.
Alene, mægtig, stod han der; omkring ham Romas stolte Hær, mens Skriget lød: korsfæst! korsfæst! fra Skriftklog og fra Jødepræst.
Til Golgatha! Han hører rolig Folkets Skrig, mens Blodet strømmæer rødt ifra hans Kjortelflig.
Den stolte Romer ved ei vist, om ei paa Retten her sker Brist. Ifølge Roms “Jus Populi” han helst vil sætte Manden fri,
Hvad gjælder “Ius” mod Hadets Skraal paa denne Jord? Hvad magter end en Pilatus Procurator?
Thi Hadet følger ingen Lov. Det kan undskylde Mord og Rov: det Barrabas kan sætte fri; korsfæste ham, Guds Aand bor i.
Saa vasker han i Folkets Paasyn Hænderne; han har forsigtig følt sin Mand paa Tænderne.
Hvi undres vi, at Krist maa dø, der strø'de Sandheds ægte Frø paa Slægtens golde Stengrund ud? Saa dør hvert ægte Sandhedsbud
i hver en Tid, fordi det heller stride vil og sætter gjerne i sin Strid sit Liv paa Spil.
Saa led jo mange Korsets Død; saa mange Vidners Blod jo flød! Hver Slægt har jo sit Golgatha, sit Hovedpandested, hvorfra
der flyder Blod til Slægtens Skam; – men senere kan andre Slægter i dets Flod bli' renere.
Kun størst af alle Vidner han, der døde hist i Jødeland! De andre følger i hans Spor. I Øst og Vest, i Syd og Nord
der reises Kors for Sandhedens Forfægtere, der senere blir Hundredaars idèers Vægtere.
Rundt Golgatha i hver en Tid vil staa den samme Verdensstrid : Fordoms “Romani Milites” mod En: Fremtidens “Magna Spes”
Historien rundt Golgatha-figurerne har malet Seiersglorien fra Sokrates til Sturerne.
Fra dem og indtil Verdens Slut med Gift og Kors og Ild og Krudt vil Slægten møde hver og en, der vidne tør for Sandheden.
Korsfæst! korsfæst det blir igjennem Tiderne til Pøbelhobens “hæng det Bæst”; saa videre!
Saa videre med Skrig og Skraal, med Lænker, Guillotine, Baal, med alle Pinslers Helvedgru! O, blinde Slægt! naar standser du?
Ved du da ei, at Vidnerne, du Døden gav, gaar gjenopstandne Seirens Vei af Død og Grav?
Hvad der var Tornekrans igaar, blir Laurbærkrans om nogle Aar; og Brølet ved et Nederlag blir Seiershymne Paaskedag.
Thi Sterne, hvis Kors fra Golgatha nu kneiser, med Guddomsmagt ldèerne et evigt Tempel reiser.
Og Korsets Skrift blir Fanesprog paa Sandheds-hærens Dannebrog. Mens Golgatha i Mulm laa klædt, fra Himmelen det daled ned.
Der luer Ild ifra dets røde Folder ud; der glimter lyse Englesmil i det fra Gud.
Saa vælt fra Gravene hver Sten, at gjenopstaa maa hver og en og aande Livets Blomsterduft i Paaskemorgens rene Luft!
Hil, Kriste, dig! Du gjenopstandne Frelsermand, vis du os Sandheds lyse Vei til Livets Land!
Cookies on Poetry Cove