De var bare løse Papirer fra Ungdommens glade Aar; smaa Stumper af Digte og Tanker fra en lysere, gladere Vaar.
Nu skulde de kastes i Ovnen og brændes, saa var det forbi! Det gjorde jo hverken fra eller til, – der var ingen Værd deri.
Smaa støvede, krollede Lapper, der bare tog Pladsen bort for det, som i store Værker fik vokse sig gildt og stort!
Og dog, dengang de blev skrevne, var Panden kogende hed; de skulde lyst over Verden og brændt alt det Slette ned.
Og dog, dengang de blev skrevne, var Troen paa Livet stærk; Sandhed var det, hvorom det gjaldt, Sandhed i Tale og Værk.
De kom aldrig ud i Verden som Sandhedens viede Bud, og han, som skulde ha' sendt dem, sveg Kaldet, han fik fra Gud.
Gik paa Akkord med Lægnæen, feigt strygende Stridens Flag; og derfor vandt han aldrig frem til Golgathas store Dag.
Han tabte sig selv i Livet, vandt Seire, hvor ingen stred; men Sjælen fik aldrig smage Paaskedags stille Fred.
Nu stod han og holdt i Haanden de krøllede Minder fra før, da sna han langsomt sig løfte en Flig af Forglemmelsens Slør.
Det var, som om kjendte Roster lød ud fra Tidernes Grav, – som steg der vilde Erinnyer til Hævn af Glemselens Hav.
De lokkæd, de trued, de talte Ungdoms-tankernes Sprog: Du sveg os, og derfor sletter dit Navn vi af Livsens Bog.
Kast os i Ovnen, brænd os! Men naar vi flammer som bedst, skal Tankerne brændes ind i din Sjæl og blive din daglige Gjæst.
Vi var dine lyse Norner, der fulgte dit Skib paa Sø; du sveg os, – saa maatte vi alle i Skjændselens Havskum dø.
Der blev vi til onde Viljers Sirener, hvis skjulte Kor lokker dig mod Charybdis: du seiler med Døden ombord.
Du sejler dig bort i Taagen, du har ingen Loddegrund. Vi er dine Eumenider fra Sjælshavets dybe Bund.
Han vaagnede frisk efter Drømmen og heiste paany sit Flag; saa lagde han Taagerne bag sig og seiled mod Lys og Dag.
Cookies on Poetry Cove