Sidder ved Urdarbrønd
Skjæbnens Norner,
øser paa Yggdrasil
Brøndens Vande.
Urd ved alt, som
i Verden hændte.
Verdande tyder
Nutidens Gaader.
Skuld, hin fagreste
Fremtids-norne,
spinner paa Livets
gyldne Snore.
Ravnsorte Rænker
om Livets Midje
spinner de ulykke
spaaende Norner.
Flagrende flyve
de sorte Fugle,
øvende Hærværk
i mørke Nætter.
Sindet blir sorgfyldt
af tunge Tanker;
letner, naar Dagen
dæmrende kommer.
Skabtes til Glæde
og Lyst ei Livet?
Gav os ei Haabet
de milde Guder?
Elskov jo vækker
den milde Freya,
blaa-øiet, fager
og blid som Vaaren.
Lynomstraalte
Valkyrjer ride
luende Heste
gjennem Luften.
Blodige Brynjer
og Spyd solblanke
glitrer i Glaret
af Hesternes Harnisk.
Dugg i Dalen
fra Manken falder;
Hagl i Skogen
fra vrinskende Heste.
Lad dog kun flyve
Skjæbnefugle,
øvende Hærværk
i mørke Nætter!
Dagen i Sjælen
evigt dæmrer,
styrker til Strid
mod onde Vætter.
Skyttende over mig
Skjold du holder.
Rænkepile
skal mig ei ramme.
Lys som Solen
du staar ved Siden,
hvæsser mig Pile,
der sikkert træffe.
Deilige Skjoldmø,
mit Livs Valkyrje!
Før mig til Guders
lyse Gimle!