Min Oldefar
en Kiempe var;
der siges seks Fod lang, –
af vestlandsk Blod,
plebeiisk Rod
og derfor stri' og vrang.
Han hedte Per
og bo'de der,
hvor Hartmarksfjord gaar ind.
I trange Kaar
paa liden Gaard
han hærded Krop og Sind.
Min Mening er
at skildre Per,
som jeg hans Tegning fik, –
lyslevende
og strævende, –
slig, som han stod og gik.
Først blev han født.
Hans Blod var rødt,
hans Øine mørkeblaa, –
hans Pande bred,
og tæt derved
to Øren hiefted paa.
Hans Næse fik
den ægte Skik –
omtrentlig som en Harv.
Og sandt fortalt,
saa er det alt,
hvad-Slægten fik i Arv.
Han voksed op,
den djærve Krop,
paa Landsens stærke Mad, –
fik Røst for to
og sang og lo
og var saa hjerteglad.
Og som han sang!
Jo, sligt Talent
traf man ei paa saa tidt,
og snart man saa
ham værdig gaa
med Skolemester-skridt.
Se, Pædagog
med Stok og Bog
blev Per for Hartmarks Sogn,
og Lov fik Per
at dilte nær
ved Præstens fine Vogn.
Den sjeldne Kunst:
at taale Gunst
af selve Præstefar,
har siden prægt
den hele Slægt,
skjønt den plebeiisk var.
Nuvel, han Per,
han gik nu der
saa stø som Fjeld det graa,
halv Embedsmand,
men med Forstand, –
det kan en lide paa, –
til sytti Aar
og snehvidt Haar
han paa sin Isse bar,
da laa han der,
den stærke Per, –
min gjæve Oldefar.
Se, saadan var
min Oldefar:
en kjæmpestærk Gestalt.
Saa døde han,
den stærke Mand!
Han døde, – det var alt.
117