Fremst i Rækkerne han stod;
tunge Ord han falde lod, –
Ord, som endnu tungt gjenlyder,
medens han Guds Raad udtyder.
Som en kjærlig Aand han for
vide om, hvor Folket bor;
tyded det Guds Lov og Domme, –
nu hans Arbeidstid er omme.
Kjærlighed og Troens Glød.
ildfuld fra hans Læbe flød:
Nu i Himlens lyse Sale
med de Frelste kan han tale.
Med en Haddock, Garrison
bede Gud, at han sin Aand
sende vil til dem, der strider,
saa de seire kan omsider.
Ja de Tro, de Stærke dør.
Smertens sorte Sørgeslør
ta'r vi nu til Seiersfane;
den skal os til Samhold mane.
Til at ofre, til at gi',
til at kjæmpe for at fri
Landets lænkebundne Sønner,
om de os med Døden lønner.
Lad dem rase, disse Dyr!
Skam faa den, som feigt nu flyr.
Ondets hvasse, stygge Tænder
Ta'r vi i med bare Hænder.
Fremad, derfor, frem til Slag!
Frem til Seirens lyse Dag!
Foran Sandheds kjække Skarer
Herrens Aand med Følge farer.