Indledningsdigt – Amerika

De kommer med Paketterne i sorte Folkeskyer og spre'r sig over Sletterne de store Byer.

Med Bylten over Skuldren slængt og Ungerne paa Armen de kommer tause, velbetænkt, med Manddoms-mod i Barmen.

Fra Svea, Nor og Dannevang der kommer gjæve Gutter, og Mor med Vesle-Per i Fang og Jenter Toget slutter.

Der kommer Lars og Nils og Hans i store, tætte Masser, – i Tusindtals med Fritz og Frantz, med Tiner og med Kasser.

En Patrick-flok blev sat ombord der nord i Londonderry. Den Baad, der syd om Irland fo'r, fik fler ved Queenstown Ferry.

Fra Hamburg, Havre, Lissabon og Middelhavets Strande en Flok med Navne uden “von” og “de" med dem sig blande.

De stuves sammen mer lig Kvæg end kristne Mænd og Kvinder. Men Livet er ei Lyst og Leg for Folk med mørke Minder.

Se, derfor bærer de med Taal to Ugers raa Behandling. For Bougen glimter klart et Maal: Tilværelsens Forvandling.

Saa, speidende mod Vesten, staar hver Dag den sorte Skare. De synger, danser, leger, – gaar og venter, venter bare.

Da tysner det i muntrest Lag: en taaget Rand de skuer; der løfter sig et Land der bag i Solgløds varme Luer.

Paketten glider sagte ind, hvor Skib i Taage svømmer, mens længselfyldt staar tusind Sind og stirrer langt og drømmer.

Da kan det hænde, mangt et Bryst lig islagt Elv om Vaaren vil sprænges af en navnløs Lyst af tusind Længsler baaren.

De losses ud. Saamange “head” af "Swedes” og “Dutch” per Ladning. Saamange “sick”, saamange “dead”, saamange fik Beskadning.

Nu spørges der om Navn og Stand, nu prøves Kvaliteten. Man viser, at i dette Land bor dog Brutaliteten.

Og ganske vist, der er iblandt helt morsomme Figurer. Med Livet mange kom paa Kant, ser skjævt til alt og sturer.

Naar saa er endt Besigtelsen, med Toget vest det bærer: – den eneste Forpligtelsen, at man sig selv ernærer.

Hør Hammerslagene ifra de store Jernfabrikker! Der bygger de Amerika paa Grunden fast og sikker.

Der hamrer løs en frygtet Magt: Arbeidsmajoriteten, der snart vil staa som Fanevagt til Værn om Folkeretten.

Igaar stod Skogen vild og tæt og stille som en Kirke. Langt borte hør's en Hakkespæt, men intet Fodtrin knirke.

Med Tomahawk en Rødhud gaar fra Træ til Træ og lytter. Et Ugleskrig hans Øre naar, og stilt han Foden flytter.

Idag det lyser hist og her, og Øksehug der høres. Saa tungt kun af en Pioneer kan staalblank Bile føres.

Der staar han – ene – denne Mand; Det lyser fra hans Pande! Han hugger – hugger – hugger. Han har Rødhuden til Grande.

Han er den kjække Forpostvagt for Civilisationen. Hans Arm har hele Hæres Magt: han rydder for Nationen.

Hurra for denne Pioneer! Thi han alene duger til Fører for en Rydningshær. Hurra for ham, som hugger!

Han slap herind og hugged Vei, Eauropas raa Plebeier. Han rydded Grund for dig og mig; han vandt os, hvad vi eier.

Og som han staar med Haand om Skaft og blottet Arm, vi aner, at vi i ham har Typen havt paa en Amerikaner.

Det skarpe Blik, – det seige Mod, der trodsed alle Farer og slog sig fremad Fod for Fod med Bøsse, Øks og Snarer, –

det Sind, der aldrig bøied sig til Trældom, aldrig klaged, om tung og strid blev Livets Vei, – for det vi heiser Flaget.

Et glohedt Flammehav ifjor, – mens under lldens Knitren og Bøffeltramp den hele Jord i Røg og bange Sitren

laa øde! se, der staar iaar i Solglim gylden Ager! I Havnegangen Bøling gaar saa mæt og fed og fager.

Man kalder disse Rydningsmænd, der kommer hid i Sværme, med Mod i Bryst og Øks ved Lænd, Europas værste Bærme.

Ja, send os bare Bærmen hid! Saa lyder trøstig Svaret; den blir om ganske føie Tid til Vin i Frihedskaret.

– Fra Maine til California med stærke, travle Hænder vi bygger op Amerika foruden Rang og Stænder.

For Aandens frie Broderskab vi her et Tempel reiser. For fælles Vinst og fælles Tab vi Stjerneflaget heiser.

Lad komme med Paketterne de store Folkeskyer og sprede sig paa Sletterne og i de store Byer!

Thi vid, at Republiken er et Hjem for Tredjestanden. Vi har et Ord, som gjælder her: Arbejdet adler Manden.