Ind mod Kysten hurtig glide
Snekker, og ved Solens Dalen
sees Seil, udspændte, hvide.
Gamle Øivind staar i Svalen,
ser ud mod Havet,
speider med de hvasse Blikke
ud, hvor Solen just gaar ned.
Saa om lidt han sees nikke:
“De Folk kommer ei med Fred.
Vær belavet
paa at kalde Flokken sammen!
Øivinds gamle Kjæmpekuld
skal før Kvæld nok finde Gammen.
Stranden er af Hærmænd fuld!
Tænd i Baunen!
Lad den over Fjeldet kaste
Hærbud til den næste Grande!
Kom saa, Gutter, la'r os haste!
Økser hid! Jeg ser dem landel
Hid med Skjolde!
Lad saa Øivinds Hærskrig gjalde
fra de unge, stærke Ørne!
Lad saa hvasse Sværdhug falde
tungt, som Slag af vrede Bjørne!”