Naar i de stille Nætter
jeg sidder ved Skrivebordet
og stryger, skriver og retter
og kan ikke finde Ordet, –
mens angstfuld jeg sidder og tænker
paa Livets Tragedie,
paa Hadets og Løgnens Rænker!
fra Helvedes Smedie, –
mens hujende, mylrende Skarer
i glade og sørgende Tog
forbi mig i Natten farer,
jeg har dog en fredlyst Krog,
hvor al denne Larm forstummer,
hvor Stormbølger ei slaar ind,
fordi den et Billed rummer,
der fylder med Fred mit Sind.
Det smiler mig lyst imøde.
nu lyder ifra det Sang!
Nu atter jeg ser det gløde
med Ild lig et Transparent.
Det nytter ei, at du gjætter!
Naar Sjælen er haardt i Strid,
i mørkeste Uveirsnætter,
da kommer med Fred hun hid.