Haab

Det var en tindrende Foraarsdag, jeg gik ved Stranden og drev, og hørte Bølgernes dumpe Slag derude mod Skjær og Rev.

Da traf jeg en gammel, graahærdet Lods, som indover Stranden gik, Han syntes træt og var tung tilfods og hilste mig med et Nik.

Jeg standsed og bød ham min Haand til “Goddag”; han svarede stille og mut. Men Trækket om Munden og Nævens Slag og Blikket mindte om Krudt.

Det havde nok gjæret i denne Gestalt. som nu var saa stiv og tung, barket af Stormen og Søens Salt og Slidet fra han var ung.

Vi snakked en Stund om Veir og Vind. Han spurgte mig, hvem jeg var. Med et syntes ligesom tændt i hans Sind en Ild ved det givne Svar.

Det var, som noget han grunded paa, men ikke fik rigtig frem. Da retted han sig: der vesterpaa ved Fjorden ligger mit Hjem.

Jeg bor alene. En Kat og en Hund er alt, jeg af Levende har, og faar De engang en ledig Stund, saa slaar vi en Passiar.

Vi skiltes. Jeg drev langs den bugtede Strand saa munter og sorgfri som før, og tænkte saa lidt paa den graasprængte Mand som paa Faraos Heste og Kjør.

Saa var det en Stormveirsdag i August, – Skummet mod Stranden føg, Himlen var sort, det skumrede just, – da gik jeg derud paa Besøg.

Ind fra den graavaade Horizont de regntykke Skyer drev. Havet stod lig en hvidgul Front indover de skjulte Rev.

Lodsens Hytte laa tjæret og tryg helt inde i Fjordens Bund – i Læ af en fremskudt Klipperyg og en tarvelig Furulund.

Der stod han selv i den lave Dør. Han hilste mig med et Nik. – Heller lidt mere bøjet end før, men med Solfaldets hvassere Blik.

Saa sad vi sammen til langt paa Kvæld. Det blev en lang Passiar! Jeg hørte ei Stormens tordnende Smeld eller Bølgernes dumpe Svar.

Den Gamle sad med sin Snadde tændt og vuggede paa sin Krak. Jeg sad og lytted ungdommelig spændt til Lodsens afbrudte Snak.

Sit Livs Historie gav han mig i brede og store Træk. Han havde vandret en møisom Vei, men vandret den stærk og kjæk,

indtil – her visked han fra sin Kind en brændende Taare bort – indtil han mistede Datteren sin, da kom hans Kræfter til kort.

Jeg skulde skrive – det var hans Agt – i Byens eneste Blad om hende, som nys i Kiste var lagt, et passende Mindekvad.

Hun var saa fager og lys som en Vaar, denne Datteren hans – Kristine hed hun – med lysblond Haar - den vakreste der tillands.

Naar Baaden baaret af Medbørsvind ud gjennem Sundet skar, da stod hun ved Fjorden med blussende Kind og viftede til sin Far.

Hun var saa trofast, saa snil, saa god og havde slig klar Forstand. Da hun var borte, han tabte sit Mod og blev til en gammel Mand.

Hun var lig en Sol i Lodsens Hus; men da hun saa gik bort, sank hele hans Liv i Muld og Grus, og rundt ham laa Natten sort.

Hun var hans sidste jordiske Haab, hans Glæde i Dagens Slid. Nu havde han faaet sin Stormnats-daab med Skibbruddets sidste Strid.

Hans Mod var knækket, hans Evne brudt, Skuden et masteløst Vrag, der drev mod Land uden Nødss-salut og ei kunde tone Flag.

Dog indover Stormnattens sorte Gru æn Straale af Lys sig brød. Den varmede op i hans mørke Hu og tændte hans Sjæl i Glød.

Han trykked min Haand, da jeg tog Farvel, saa skyndte jeg mig afsted. Indover den bugtede Strand hin Kvæld jeg svælgede Graaden ned.

Jeg tænkte: Lad komme med hvinende Gru og Skibbrud min Stormnats Daab! Men, Herregud, lad i Sjæl og Hu tilbage et eneste Haab!

Derude de regntykke Skyer drev, mens Havet glitrede hvidt. Hjemkommen det lovede Digt jeg skrev, men Digtet var ikke mit.

Thi han, som traf mig hin Foraarsdag, mens langs Stranden jeg planløst drev, han viste mig Livets Indhold bag et Skibbrud paa Livets Rev.

I sorteste Natten paa masteløst Vrag en Straale dog gjennembrød det tætteste Mulm som et Haabets Flag, der tændte hans Sjæl i Glød.

Han mindedes hende. Det lokked et Smil og en Taare fra Øiet ud. Han skulde dog gjense Datteren sin hos Gud.

Saa sort er ei Natten, saa haabløst ei Livet, at ikke et eneste Haab er dig givet.

Hint eneste Haab er det lysende Flag, der tones til Daab over Skibbruddets Dag.

Hint eneste Haab, det er Baaden, som bær' til Tryghedens Havn bag de sidste Skjær.