Nu er Hædersdagen kommen for de to trofaste Gamle; nu “til Lykke” ønsker alle, som de to har kjendt og elsket.
Hvilket Væld af rige Minder bringer ei Guldbryllupsdagen! Hvilken Fylde nu af Tanker strømmer mod de Gamles Hjerter!
Liver, langt og stridt nok ofte, har I kjæmpet trofast sammen; ikke svigtede I Kaldet; uforsagte bar I Byrden;
satte til hver Gnist af Evne; takked Gud, naar alt var over. Herligt saadant Liv at leve! Deiligt saadan Mindekrone,
som idag omstraaler begges alderstegne, hvide Isse! Og idag I ser tilbage paa de stærke Ungdomsstunder,
da det friske Liv fik Næring af jer Hjemstavns rige Jordbund, – da I længselsfulde skued ud mod Livets Sommerdag.
Solbelyste Aar har gjengit Livets evig-friske Billed, kom det ofte nok i brudte Reflexioners stærke Strømning.
Der var Liv og Kræfters Mængde, der var Tro og Mod og Længsel. Disse Strømmes modne Kraftsum skulde fylde Livets Bæger.
Hvad I aned, hvad I drømte, skummed perlende om Randen. Saa kom Livet blidt og bittert, nu med Smil og nu med Taarer!
Som naar Skib med Flag fra Masten seiler ud fra Havn en Vaardag og af Havet snart blir prøvet, om det har den rette Tømring,
om de friske Furuplanker bundne er med Egespanter, og om Fjeldets Malm er i dem, – saa kom Livet, som det kommer
fuldt af Alvor til os alle. Skuden, ældet efter Reisen, ligger ankret trygt paa Havnen, og fra Masten vaier Flaget,
smelder glimtvis ud i Solen. Alt hvad der var rent i Livet, alt det dle tænkt og handlet strømmer ind i Flagets Folder,
kaster Glans udover Skuden. Roligt strømmer Elvevandet nu det gamle Skib om Siderne, Fredens Solskjær glimter ud fra
Jubelfestens lyse Bølger. Men mod Havnen seiler nye stærke Skib med lyse Stavne, hvide Seil og slanke Master.
Aa, der kommer mange, mange! Se, der hilser de med Flagene, hilser mod den gamle Skude, som saa tidt i Storm og Taage
laa i Brændiugen derude! Tag imod dem! De er budsendt af en talrig Venneskare, kommer lastede med Bønner
sendte op til Gud for Eder, kommer fra de mange Fjorde ifra Viken og til Nordland. Men et Skib, et langveis faret,
kommer did fra Vestens Strande. Flaget fløi vist bort i Kuling, Seilene blev lidt forrevne, – sendt ud festklædt som de andre;
thi den læng're Vei at fare falmede nok lidt af Pynten, blegnede nok lidt af Sta'sen. Dog, I tager nok imod det,
som det er, saa langveis faret. Ogsaa det vil med til Festen, vil, om muligt, øge Glæden. Det er sendt af kjære Sønner,
som fra Hjemmet maatte drage, skjøndt idag, om blot de kunde, var de fremst i Gjæsteflokken. Faders Hænder kan ei naa dem,
Moders Øie ikke se dem; ikke mindre dog de ønsker Far og Mor idag til Lykke. Her er Datteren, hvem Pligten
kaldte bort fra Hjemmets Arne, her er Venner, unge, gamle, der har kjendt og elsket Eder; – alle sender over Havet
Bud og Hilsen og det Ønske, at Vorherre rigt vil signe Livets sidste Dag for Begge. Tak for alt, I kjære Gamle,
Tak for alt, hvad I har været! Gamle Far, du har nu rundt dig gjæve Sønner, brave Døtre, Børnebørn ja, hvor dog Tiden,
siden I var Børn har ændrets – nu kan du paa Knæet sætte et og to og tre Dusiner. Gamle Mor, hvor godt vi mindes,
hvor du stred for dine Gutter! Se, saamange Oljekviste spirede af al din Møie! Fold saa Hænderne, I Gamle!
Smiler saa til hele Flokken! Thi som Tak-bevis vi slaar nu fælles Kreds om Hædersparret, hvor I sidder med de hvide
Retfiærds-kroner om jer Pander. Hædret som idag I altid staa for Børns og Venners Minde! Hædret som igjennem Livet
saa engang hos Gud i Himlen!
Cookies on Poetry Cove