Glæde

Hei for et tindrende Solskinsveirl Alarig i mine Levedage før har jeg set dets Mage! Sne-rim paa Mark og paa alle Trær,

og saa forunderligt lyst, som det er! Drømte jeg kun en fager Drøm? En, der fik Hjertet til at banke, – steg som en jublende Tanke, –

flød lig en mægtig Glæde-strøm, lokkende, fristende, daarende øm? Droges jeg kun af deilig Sang, skjøn, saa jeg maatte høre efter?

Var det, som koglende Kræfter vakte i Sjælen en aldrig følt Trang, hug-stjal mig, bandt mig Gang paa Gan Da jeg saa prøved at staa imod,

vilde for Hjertet mit raade, ak, hvad kunde det baade? Længselen laa i mit unge Blod, og den fik baade Kraft og Mod.

Gjøglende Syner flød for mit Blik; vide jeg saa ud over Havet, øinede gjennem Kavet Skibe, der over Bølgen gik,

Længslerne mine til Følge fik. Ak, om jeg kunde drage bort, langt over blaanende Bølge, Fugle mit Længselsfølge,

Vinde til Heste og Sky'r til Vogn! Bare ud fra mit trange Sogn! Nys fløj mod Syd med susende Slag jublende Fugleskarer;

hilse I maa, hvor I farer, hilse til Havets stolte Brag, hilse til Frihedens lyse Dag! Hei, for en lysende Glædesstund!

Var hun ei her ved min Side? Svundet er Sorg og Kvide. Gav hun sig ei med Hjerte og Mund? Deilige, underlige Stund!

154