En Phønix er hver ædel Sag,
der hæver sig fra Slag til Slag
af Nederlagets Aske:
Lad brænde Huset helt til Grund!
Lad brænde! Thi der brændes kun
Gestaltens ydre Maske.
En Phønix bor i hvert et Bryst,
der eier Mod til mandig Dyst
og stige tør paa Baalet.
Den bor hos hver, der trodse tør
til sidste Stund, selv naar han dør,
det dumme Flertals-skraalet.
Den indre Aandens Bygning gaar
fra Hundred-aar til Hundred-aar
af Ilden mer forklaret.
Det Bedste, renset, frigjort, staar
i Slægtens unge, friske Vaar
des stærkere bevaret.
Vort Liv hver Dag til Gydning maa
i Smertens Smeltedigel gaa,
at Aanden sig kan hæve
mer vingestærk til Flugt paany
og i et evigt Paaskegry
i Seirens Solglands leve.
Saa brændes alle Lænker af.
En Engel staar ved hver en Grav,
hvor end en Sjæl der hviler
bag Ufrihedens Stængesten,
og vinker med sin Oljegren
mod Dagens Lys – og smiler.