Fordringer

Giv os, giv os af det stærke, friske Sandhedsliv, du lever, – det, du siger gjennem Sjælens dystre Dybder mægtigt bæver!

Du, hvis Sjæl saa meget aner af det Store, Livet eier, for hvis Tankers hvide Svaner dagligt Virke lidet veier!

Aa, saa høit du kan dig svinge, til du for vort Syn forsvinder! Løft os paa din stærke Vinge, saa vi Livets Løsning finder!

Du, som gjennem Rummet farer, og hvem alle Egne svarer, du, som kun i Altet lever og i Altet finder Hvile,

mens din Aand til Gud kan smile i hver Tanke, du undfanger, (hvormed du er immer svanger), – som mod Lysets Gud fik ile –

fandt du Ham, Ham, som i Altet er, og mod hvem Altet stræver? Har Han dig til Lods bestaltet? Et Begjær, kun eet du havde:

det – at vide, vide mere, vide, hvad end ingen vidste, speide ud til Rummets sidste Ender, maale Rummets Sfære, –

gribe Viden i sin Vorden, naar den fra sit Havskum skjøn lig Venus Anadyomene stiger lig Gudinden lønlig. –

Som fra Søens Bund en Lilje vokser op og ler i Dagen, ligger vuggende og drømmende, paa de store Blade svømmende,

vokser Videns Broder, Vilje, op af Sjælens Tankeskum. Har du Kjærlighed til Slægten, red den da fra dette Fantom:

Har vi Vilje eller ikke? Er vi frie eller maa vi os, som Fatum fordrer, skikke? Skjænk os dog engang dit “novi”:

giv os “quod est deémonstrandum!” Se, din Tanke fanger Tanke som en Snefnok en den anden følger, falder, Stjerner lig –

dog er Himlen lige rig; – som en Draabe følger Draabe, bundet sammen i Distancer, fjernede og dog saa nær:

ved et Fællesmaal forenet, om i talløst Maal forgrenet; og som Tonen sammenslynget, sammenbruset, sammensmeltet

med en anden lidt forskjellig fletter sig til Harmonier i Uendeligheds Vildhed, i Forskjelligheders Enhed:

saa har og din Tanke Kræfter til lig Sneen mildt at dække, og som Hav rundt Jord at række, binde sammen som med Belte

alt det Skilte, alt det Delte; og lig Tonen kan den slynge Sang rundt Slægten og forynge, vække Livet fra dets Dvale

ved at tale Ord, som Verden længes efter. Sig os da til Slægtens re: Hvad betyder det: at være?

Ved det ikke! Ha, du spøger! Slægten er en Sandhedssoger, som vil alt tilbunds erkjende. Tør du denne dybe Længsel,

hvormed den til nu er bunden, koldt, usvaret, Ryggen vende? Du forstaar vel Tidens Tegn og dens altid stumme Gaade?

Du er Digter, du faar raade Bod paa Slægtens Sjæleskade, drysse over den af Naade Vederkvægelsernes Regn;

lad i overflødigt Maal Slægten sig i Lyset bade: Lyset fra dit Videns Baal! Kan ej! tør ejl arme Stakkel!

Gik du ogsaa med en Fakkel, som i Livets Storme sluktes, da den netop, netop trængtes? Var dit Videns Lys kun Løgn,

som af Livets Alvor sprængtes? Ubrugt skjønt; men naar det brugtes, vared ikke end et Døgn? Og naar du paa Svar er lens,

ta'r du Svaret fra Terents? Tænder der dit Fakkelblus: “Davus sum, non Oedipus.”