Skip to content
1860–1932

Fordærvelsens Immortel

Wilhelm Pettersen

I Afrikas hede Sone – det er ei saa nøie hvor – der siges at vokse en Plante, som blir baade fager og stor.

Den gror helst paa sumpige Steder, langs Moradsernes giftige Rand; der slynger den sig helt frodig, men farlig for Dyr og Mand.

Dog – Dyret har lært af Erfaring at agte sig paa sin Vei; hvor denne Plante vokser, gaar Sydens Dyreflok ei.

Kun Løven, Dyrenes Konge, i vildt og sitrende Mod ei frygter den giftige Plante, men knauser den under sin Fod.

Men Mennesket arme Stakkel, som aldrig visere blir ret ofte plukker Planten, som staar der saa rig paa Zier;

thi Blomsten paa smekre Stengel ser saa indbydende ud; den er saa hvid som en Lilje og rødmer som ny-viet Brud.

Men Blindhed – det ved jo alle – er Menneskets Naturel. Det prægtige Ydre blænder; det Indre! Ak, Bagatel!

Saaledes gaar Tid og Tider, og Planten trives ret vel, mens Slægter af Giften lider til Legeme og til Sjæl;

thi Giften gaar dem i Blodet, og Synet kverves saa rent, at Evnen og Modet tabes til at se og tænke bent.

Tilside og unda for Faren, ad krogede Veie de gaar, som engang Planten plukker og Lyst til dens Vellugt

Den vokser dernede i Syden, men helst ved Moradsets Rand, og suger fra Sumpen Giften saa farlig for Dyr og Mand.

Men Løven, Dyrenes Konge, paa Jagt i den lumre Kvæld tidt knuser den skjønne Plante: “Fordærvelsens Immortel”.

En lignende Plante vokser hos os i vort kolde Nord og – uden særskilt at røgtes - blir baade stærk og stor.

Den gror helst i sumpige Hjerter, i Viljernes Gift-Morads; der kvæler den Sandhedens Rodder og nægter det Gode Plads.

Den kverver Synet hos Mange; gjør Viljen ond og skjæv, gjør Hjertet modløst og bange hos Mangen, som for var gjæv.

Den ser kun hos Andre det Slette; hos Selvet det Gode kun, men aner dunkelt det Rette og skjælver for Opgjørets Stund.

Den skyder sin Gift i hver Evne, som spirer i Sjælens Bund. Kun Sandheden, Evnernes Konge, kan lukke dens giftige Mund.

Den vokser i sumpige Hjerter og blomstrer et stakket Dogn; thi Sandhed skal knuse Planten, hvis fagreste Blomst er – Løgn.

Cookies on Poetry Cove

We use cookies to remember your language preference and — only with your consent — to learn how Poetry Cove is used. You can change your mind any time.
Fordærvelsens Immortel · Wilhelm Pettersen · Poetry Cove