Jeg kom fra Landet der langt i Vest
at gjense Norge som fremmed Gjæst,
at hilse paa og ta' med tilbage
lidt friske Minder om svundne Dage.
Med Toget op gjennem Østerdall
Saa vest mod Jøtnernes Høifjeldsal!
En Snartur ind i de dybe Fjorde!
Et Glimt af Lidernes lyse Gaarde!
En Fart langs Kysten i Maaneskin
at se hver blaanende Tagg og Tind!
Og saa tilhavs for ei mer at glemme,
hvor sommervakkert det var derhjemme!
I Storstil skulde det for mig staa
og aldrig mere af Minde gaa,
at Norge var dog i alle Dele
et fagert Land, se, det var det Hele.
Jeg vilde samle mig en Buket
af Minder, – samle dem èt for èt –
til Tørring for fremtidig Opbevaring
og kanske trykke dem som “Erfaring”.
En Kvældstund, netop da Sol gik ned,
fik jeg Buketten. Da svandt min Fred.
Da ridsed sig ind i mit Hjerte Minder
om andet end Høifjeldets Tagger og Tinder.
Og da i Mørkningen Landet laa,
jeg i saameget at tænke paa.
Og mens vi seilede vest langs Kysten,
jeg tabte Modet og Samlingslysten.