Her sidder jeg enlige Ugle
og tuder.
Det sluder.
Jeg ser ingen flere Fugle.
Nu sidder de etsteds i Klynger
saa varme
i Barme
i Sydlandets Skoge og synger.
Ak, den som fra Vinter fik drage
til Lande
og Strande
med Sydlandets solrige Dage!
Hvem ved, da kanhænde en Stakkel,
hvis Stemme
herhjemme
kun naa'r til at gjøre Spektakel, –
Ja, maaske at endog en Ugle,
hvis Toner
man haaner,
fik Sangbryst, lig andre Fugle.
Og tændes engang i mig Flammen, –
den sydende
brydende
Friheds, da brister nok Hammen.