Jeg drømte, jeg saa dig stige bevinget fra Tonernes Væld, fra Drømmenes Aanderige en Få i den lumre Kvæld.
Du sang mig de skjønneste Sange, der drog med en koglende Magt; jeg lyttede grufyldt bange til Længslerne i dem lagt.
Din Latter, som slog mig imøde, lød lig den rislende Bæk. Jeg aldrig san Øine gløde lig dine bag løvtung Hæk.
Du drog mig; jeg flygtede fra dig; men stedse dybere ind en Længsel om dog at ha' dig præged sig i mit Sind.
Nu var det mig, som var Jæger, og du, der flygtede ræd. Hvi staar du altid og peger bort imod Elvens Bred?
Du flygter lig Sol og Skygge; du lokker, snart fjern, snart nær. Sig, er dine Veie trygge? Det visner for Synet her.
Hvi flygter du atter og peger mod Elvens kjølige Væld? Sig, vil du lokke din Jæger til Dødens Fø-slot ikvæld?
Du er saa vidunderlig fager! Sig, er du en virkelig Fe, jeg her gjennem Skogen jager? Hu! Kjender du Elskovs Ve?
Og har du et bankende Hjerte, der skjælver af Fryd og Lyst, der bæver i Angst og Smerte? Her er saa lummer-tyst!
Stans! Kan du Gaader gjætte? Sig saa, hvad En aldrig naar, saa skal jeg til Gjengjæld flette en Krans for dit gyldne Haar!
Fèen. Du taler om Gaader og Drømme, og kranse du vil mit Haar; men tør du til Bunden tømme
Det Bæger, du af mig faar? Og tør du for Verden kvæde de Sange, du har i Sind? Og tør du ta' mig med Glæde
i Armene dine ind. Og tør du i Frihed vælge at vandre din egen Vei? Og tør du med Vilje sælge
din Sjæl forat vinde mig? Han. Se saa, min lille Fè-dronning! Hvi skjælver lig Løvet du?
Nu er jeg din kaarede Konning i Drømmenes Lyst og Gru.
Cookies on Poetry Cove