Jeg følte imod mig strømme
en Duft, som bedøved mig rent.
Det var, som gik jeg i Drømme
fra Solgang til Kvældtid sent.
Jeg hørte kun Fuglenes Kvidder
som Eko fra Sjælens Bund.
Jeg saa kun lysende Vidder –
og Smil rundt din deilige Mund.
Jeg jubled dig, som jeg kunde,
mit velmente, simple Kvad,
og længedes kun at se dig,
du Elskede, inderlig glad.
Og nu, naar Sorgerne bygger
sig Rede i Sjælens Bo,
lad under Smerternes Skygger
bygges en Rede for to!
Vi slutter en evig Forening
som Elskende, Bryst ved Bryst,
saa Livets dybere Mening
blir klarere belyst.
I vaarlige Skygger hviler
i Drømme vor skjønne Jord.
Vi lytter mens Timerne iler,
til Fuglenes Aftenkor.
To her, to der bortover,
snart spredte og snart i Flok
'de synger en deilig Vise, –
den husker vi to jo nok!
Du lærte mig dens Betydning,
da tæt til mit Bryst du laa,
da Sjælslysets dunkle Brydning
i Øinene dine jeg saa. !
I Glæde du fik mit Hjerte,
i Jubel jeg vandt mig dit.
Nu ejer jeg dig i Smerte;
thi nu har vi sammen lidt.
En Forsmag paa Saligheden
jeg drak af din glødende Mund.
Vi vandred i Lykkens Eden
et jublende kort Sekund.
Nu bærer jeg, lukket inde
i Sjælens helligste Vraa,
et Billede og et Minde,
som aldrig vil fra mig gaa, –
et Billede af en Kvinde
i Vaarlivets daarende Dragt, –
et uforglemmeligt Minde
med Liængslernes evige Magt.