Det indrømmer alle: en Digter er født
med Fortrin som ingen anden.
Hans Liv har Fortuna gjort lyserødt:
han trænger engang ei – Forstanden.
Thi, ser De, han fødtes med Intuition,
der færdig ham alting leverer.
Saa er han Profet med Inspiration,
hvem Facta slet ei generer.
I Vuggen alt fik han paa første Haand
Alverdens Trumfer og Esser,
et næsten utømmeligt Forraad af Aand
og Aandens Delikatesser.
Han svælger i Indfald af prima'ste Slag;
en Vrimmel af deilige Tanker,
en Hær af Ideer hver eneste Dag
igjennem hans Cranium vanker.
Høit over det simple, daglige Kav
maa Digteren aande og leve;
thi finere Lunger Apollon ham gav, –
han kan ei i Døgnlivet stræve.
Han lever paa Vuer fra Schweiz og Tyrol
og Vand ifra Baden-Baden.
Saa digter han Viser om Maane og Sol
deroppe i Berchtesgaden.
Saalidt som han lever paa Folke-manér,
det ham om Betalingen gjælder.
Hvad Samtiden kalder det store “især”,
for Digteren er Bagateller.
Thi han er et Væsen af særeget Slags,
som man pleier kalde Genier.
De trives nok ikke ret vel nutildags,
men kommer nok, bare vi bier.