Det var en Tid, da Øllet gød
sin Kraft i Nordens Folkestamme,
da Mod og Friheds klare Flamme
man frisked op med Vin og Mjød.
Der lever end i Sagn og Sage
Høiminder om “de gamle Dage”,
da nordisk Kjæmpe drak og sang
til Vaabenbrag og Bægerklang.
Hin Heltetid er nu forbi;
den vared bare lidt forlænge.
Dens Vold og Raahed at fortrænge
med al vor Kraft forsøge vi.
Thi bedre Maal vi har for Øie
end os for gammel Skik at bøie.
Som Skud af samme frie Æt
vi hævder Frihed, hævder Ret.
Vort Løsen er: den nye Tid
har lagt paa Folket nye Pligter;
og ve det Folk, som disse svigter
og leve vil paa Fædres Id!
Nei, vi maa selv os Veien bane
og bære selv vor nye Fane
og slaa, som om det første Slag
blev slaa't af os paa Jord idag.
Gud signe vore Fædres Ben!
De gjorde tidt, hvad ei de vidste.
Men vi kan nye Runer riste
paa Tidens høie Mindesten.
Og om vor Tid lad Slægter sige:
Var den ei rig paa store Krige,
den gav det bedste til sit Land:
en retsind't og en ædru Mand.