Den norske Cafè

Paa Franklin-pladsen i otti-tre der fandtes en velbesøgt norsk Cafè. Den var et Samlingssted for Bekjendte iblandt de saakaldte Prominente.

Paa Værtshuser lod de sig aldrig se; de drak, men paa respektabel Vis, og derfor gik de til Lunds Cafè: Folk kaldte Stedet “Den blinde Gris”.

Hr. Lund holdt Vine af prima Sort, den ældste Mèdoc, Champagne og Madeira, den bedste Hochheimer, Moselle og Port og “Extra” fra Xeres de la Frontera.

Desuden “var der Øl at faa” og Brændevin kunde “rekvireres”; i Gaarden en Keglebane laa, der spilled man “uden at generes”.

Der samledes alle de Rige og Fine til Boston-partier, Piquet og Billard, mens Konversationen gik om Vine, om skjønne Kvinder og Kaviar.

Der drøftedes Kunst, og Kritiken flød i brede Strømme, skjønt ej i klare; med Fraser kunde enhver jo svare, vidste han end ei, hvad det betød.

Der mødtes Folk, som forstod Politik. skjønt bedre forstod de den ædle Drik. Der blev diskuteret, der blev lagt Planer og Embeder givet i “lange Baner”.

Og naar Politiken blev kjedsom og tor, da, som det sig vistnok hør og bør, lød Raabet: Vært! Fyld i vore Glasser! En Skaal for Frihed og fulde Kasser!

En Anden, af Whiskey-aanden bevæget – paa finere Sprog: af Vin echaufferet – brølte, mens Alle ham applauderet: En Skaal, mine Herrer, for Stemmekvæget.

En holdt en Tale, en Anden sang; en deklamered af Aandens Trang. Af lutter Begeistring de lo og græd, saa Taarerne trilled i Glasserne ned,

og Latteren klang som Trip – Trap –Træsko: Ha – ha! He – he! Hi – hi! Ho – ho! De bedste Kræfter fra Fjeld og Fjære var samlede her og satte i Gjære.

Her vankede Nordmænd, En fik være stolt af, her Livsglæde var, og her var Kraften; men spørges: hvad blev saa det hele forvoldt at? saa svares: af Malten og Druesaften.

Lad ingen undres derover! thi, se, hint Sted bar Navnet: Den norske Cafe. Saa kom der en Kvæld, saa blev mig fortalt af en, der i mine Øine gjaldt

for sanddru Vidne, en fremmed Svend og satte sig stille i Stuen hen. Hans Frakke var luvslidt, og ikke for ren var Skjorten, og nøgne var Bryst og Ben.

Han syntes træt, der han sad med Blikket fæstet paa Flokken; han smiled og nikked, – smilede bittert og saa som i Drømme den modige Skare Bægrene tømme;

hørte dem synge, brøle og tale, slaa Næver i Bordet og højlydt prale. Men ingen agted den fillede Svend, nikkende, stirrende drømmende hen,

langt, langt ud i et dunkelt Fjerne, som efter en tindrende, solblank Dag, som efter en ædel, men slagen Sag, som efter en straalende, dalet Stjerne,

som efter en Mast, høi, mørk og nøgen, i Krudtrøg, naar Frihedens Flag er strøgen. Og alt som Larmen omkring ham steg, mens tættere Røgen fyldte Rummet,

kom Fortiden frem, mens Nutiden veg, og Stemmer hørtes, skjønt længst forstummet. Der raabtes: Skaal! Der blev sunget og talt; fint duftede Blomster i hjemlig Stue

til re for Sønnen, en ædel Gestalt med Artium og Studenterhue. Han regnedes med i de Voksnes Rækker; han røgte og spytted, han drak og lo;

Tungen var fast som en Nøddeknækker; – for hver en Gaade han gav dem to. Samlede i Forældrenes Hus til Fest for den kjække, nybagte Rus

en straalende Flok Akademikere: Biskopen, Præsten med Frue, Jurister, Stabsofficerer og Kemikere, Kunstnere, Læger, ja, selv en Minister, –

Bureaukratiets Repræsentanter, og Coteriets Damer og Tanter! Mellem dem alle med Anstand og Gratie rank som et Lys bevæger han sig;

aaben ham ligger jo Hæderens Vej til Ære og Magt og stigende Gage. Hvad straalende Lys, og hvad ædel Prag Damer i Silke med Roser i Haaret!

Døvende Duft, saa en fast blev baaret drømmende bort af Livsglædens Magt. Lamperne skinnede gjennem Krystaller; Toner lig Alfer legende jog

mellem de Dansendes bølgende Tog, – alle er glade, de smiler og traller. Aa, for en Drøm! saa berusende sød som Duften af Hyacinter og Roser!

Slet ingen Sorger og ingen Nød! Bare smaa Drillerier og høflige Skoser. Der staar Kandidaten, den feirede Taler, i Snipkjole, blank som en nyslaaet To-skilling!

I prægtige, glødende Farver han maler Sønnens Fremtid: en glimrende Stilling ved Hoffet som Kongens Minister og Raad, prydet med Ordner for ædel Daad.

“Skaal for den unge, begavede Søn!” Glasserne klirrer; der bukkes og nikkes; Glædesraab vokser til mægtige Drøn; der skaales omkap, gratuleres og drikkes.

Legende, lokkende, daarende blødt kom ham imøde et Liv, som var dødt, kom som en Drøm til hans blødende Hjerte, lægede Saarene, lindred hans Smerte.

Da, – just som Drømmen han lifligst fik nyde, – hørte han barskt en Stemme at lyde: “Fy for Alverden, Knap, sidder du her? Ud med dig! Kom ei min Dørtærskel nær!

Kommer dau her for at tigge dig Drammer? Fler faar du eil! Kom hid, Borchman og Hammer! Her sidder Knap, det Svinet, og sover! Ud med ham, Gutter! Champagne jeg lover

til den, som kan hive den Fanten paa Dør, som aldrig en Fant er ble't udkastet før! Da reiste sig Knap fra sin Trækrak i Krogen; han havde nok slumret; men nu var han vaagen.

Fortiden veg for hans sløvede Syn, mens Virkeligheden skjød frem som et Lyn. Der stod, de en Samling af Byens Bekjendte: Lunds faste Stok blandt de mest Prominente.

De sang og de brølte, de skreg og de lo. Naar en var læns, strax skreg Nummer to: “Kom hid, Vært, og fyld i de tomme Glasser! En Skaal for Frihed og fulde Kasser!”

Nu kom de paa Værtens smigrende Bud og skreg mod den Fillede: “Ud med dig! ud!” Da retted han sig, som da han var Rus hin festlige Kvæld i Forældrenes Hus.

Hans Læbe skjælved, hans Kind var bleg; for Harmen i Blikket tilbage de veg. Saa skifted han Farve – blev blodsprængt rød af Vrede mod dem, der spotted hans Nød:

“I Uslinger, Daarer! Hvad ville I mig? I vandrer jo trolig den samme Vei! Nu taler I store, bevingede Ord, nu har I Kraft at erobre Verden!

Naar I er faldne lig mig, da ler den og spørger ei efter, hvor Fanten bor. Her tabte jeg Livsglæde, Livsmod, Stilling; her grov jeg fortidlig en Drankers Grav;

her svømmed jeg ud paa Skjændselens Hav, mens Værten der tog min sidste Skilling. Nys drømte jeg mig et Snes Aar tilbage til Ungdommens Hjem og de fagre Dage.

I Vennekreds og i Fædres Hus jeg drak af Glædens fuldeste Bæger. Se paa mig nu, mens paa Vraget jeg peger! Saa har jeg drukket mit Liv i Grus!

Giv mig et Glas! Jeg vil atter drikke! Tømme en Skaal for min Fortids Drøm! Hurtig, I Uslinger! Nægt mig det ikke! Se mig saa drukne i Fristelsens Strøm!”

De rakte ham studse det krævede Glas. Han holdt det en Stund mod den flammende Gas. Det lo om hans Mund, som naar Ungdommens Minder stundom lig Sol over Livet rinder,

et Smil i Angst og uendelig Smerte, en Gjenspeiling af det bristende Hjerte. “Skaal, Venner!” raabte han, “Skaal paa Forliset! Jeg har lidt Skibbrud, mit Kjølspor I følger.

grundens blytunge, fraadende Bølger ind imod Skjærene har jeg Jer vist.” Da, før de ved det, er Glasset itu, knust imod Gulvet. De ser det med Gru.

Stille – de rører ham ei – han sig fjerner. Derude lyser de tindrende Stjerner.