Ved du, at du har mig givet Kaldet, Kaldet mit for Livet? Ved du, at din Sjæl har tændt i min, saa nu det blusser, brænder?
Livets Sommervarme kjender jeg nu i mig rent ubændig gjennemstrømme Blodkarnettet. Hver en Evne renset, tvættet,
styrket til mit Kald at følge gjennem Stridens salte Bølge, – følge Kaldet uforfærdet! Du til Kampen gav mig Sværdet,
du gav Sjælen Kaldets Vinger, hvorpaa den til Flugt sig svinger. Over høie, golde Vidder, hvor der før var Død og Ørken,
alt forbrændt af Sommertørken, gaar nu deilig Fuglekvidder. Synet møder Solens Brydning over Aasen høit om Tinden,
der, hvor høi og fri i Vinden Toppen staar i Solguld-gydning. Mindes du ei Asgaardsreien, som den gjennem Luften farer,
mens et Rædsels-eko svarer ifra Dalen og fra Heiden? Rædde sidder Folk i Huset, skjælver, naar de hører Suset
af det vilde Tog fra Heiden, det vi kalder Asgaardsreien: Heste, der slaar Ild af Skyer, fra hvis Næsebor det flammer,
farer over Bygder, Byer, spreder Rædsel, vækker Jammer. Det er Dommen over Synder, Folk ei angrede i Tide;
derfor denne svare Kvide: Asgaardsreien Dom forkynder. Lad kun Dommertoget fare over vore Liv, du Kjære!
Vi vil ikke rædde være, ei med Rædsels-eko svare. Lad det dømme, saa det lyner, Flammer slaa fra Hestehov,
Rædsel strømme fra hver Bov, fæle, mørke Helvedssyner! Lad hos Svage Blodet isne! Hjerter krympe sig i Vaande,
saa de knap kan drage Aande! Liv lad daane, Liv lad visne! Over Rædslen ligger Veien, vi to vandrer med hinanden,
over Dom og Asgaardsreien ligger solblank Friheds-heiden, varm og høi med Lys om Panden. Vi har Mod, og vi har Evne
did at vandre, did at stevne. Opad da mod Lysets Riger! Hør, nu ringer det i Dalen! Der er intet Hjem for os!
Op, hvor Urdens vilde Fos mægtig kløver Fjeld-portalen!
Cookies on Poetry Cove