Hadet smyger sig lig glatte Orme væbnede med skarp og gi ind, hvor Livets Blomster skjønnest forme sine Kroner. –
Mens af Duggen vaad Rosen, som med tusinde Brillanter straaled i et Hav af livsvarm Glød, – mens i hver en Blomst som i Demanter
Morgenlyset sine Straaler brød, bugtede i Græsset sig en Slange; glindsende i Solen frem den gled langs de rene, grusbelagte Gange,
snoede sig frem fra Bed til Bed. Men i Morgenlyset Rosen gløder, hævet over giftigt Slangebid; Dagen den med Duft og Skjønhed møder
uden List og Svig og Had og Nid. Saadan staar, hvor Nid og Had sig smyger ind i Livets Haves Blomsterbed, du, lig Rosenbusken.
Ormen stryger Giften mod din Stængel; dog vi ved, at kun Barkens Ydre den kan rammæe, men ei suge mindste Draabe Blod
af den sunde, mergefriske Stamme, der saa stærk i Livets Storme stod. Vi vil gjerne takke dig for dette, at du, al Misundelse tiltrods,
heltemodig kjæmped for det Rette, selv naar Hadet rev dit Kjød tilblods. Selv naar Vennerne, kortsynte, svigted og i Rædsel Sag og Flag forlod,
stod du uforfærdet, hvor du pligted, medens Krybet hvæsed for din Fod. Freidig løfted du din kjække Pande, mens dit Øie lued trodsig Ild.
Tidt vi saa med Lunet sig at blande Ironien i et roligt Smil. Aldrig veg du, hvor det gjaldt at holde Meaærket op til Fremgang for en Jag.
Mange stygge, gamle Fordomstrolde døde i din Gjernings lyse Dag. Lig en Klokke, der til Slaggang kalder, Lig et Hærraab klinger end dit Navn;
din Plads er, hvor Hug som skarpest falder: fremst i Folkeskibets høie Stavn. Aldrig saa vi dig din Kraft at spilde i unyttig Strid og Tankeleg;
thi du vidste altid, hvad du vilde: i dit Liv staar ingen Tankestreg. Hvert dit Ord har havt sin dybe Mening som et Led i Livets store Svar;
derved undgik du al Aands-forbening, og dit Liv sig dybe Mærker skar. Lærdoms imposante, plumpe Miner, Glose-regimentets dumme Dragt,
hvormed man en Aand i Jernsko piner, det har du tilgavns af Mode bragt. Hvad du hadede, var ydre Glimmer, der saa ud som ægte Aandens Guld,
skjønt det kun var stadsligt Flak og Flimmer: store Skrig og meget lidet Uld. Skarer kom, der Stykke efter Stykke – prøved i sit Liv at flette ind
Ære, Glæde, egenkjærlig Lykke: alt hvad mætte kan et hungrigt Sind. Men de fandt tilsidst, at Vævens Traade brast, og Maske efter Maske glap.
Foran laa saa Livet som en Gaade lige uløst, Lap i Lap. Hvordan binde, hvordan sammenføie disse Lapper til et ubrudt Helt?
Skal da faafængt bli' den svare Mæie? Skal vort Liv da altid blive delt? Ingen Enheds kvægende Fortoning over Livet som en Solglands staa?
Ingen Livsens lægende Forsoning ind til Sjælens saare Indre naa? Sorg og Ufred, Skuffelser og Smerte evigt møde os paa Livets Sti?
Findes der ei Fred for dette Hjerte? Findes ingen Aandens Harmoni? Det var Spørgsmaal, deres Hjerter bar paa, – Gaader, som de lagde frem til Tydning.
Dette, sagde de, vil vi ha' Svar paa, før vi sejler ud i Livets Brydning. Fik de ikke alle Gaader løste, Livets store Spørgsmaal fik dog Svar.
I den Kilde, hvoraf Lys de øste, fandt de Livets store Tanke klar. Faa har klart som du den Tanke fattet, der er Livets store Grund-idè.
Mens de andre har om Lærdom pjattet, søgt om Sandhedskornene paa Knæ, har d u vist, at større Maal det gjælder end at blire Kundskabs-samlere,
end i Livets kolde, mørke Kjælder gaa som velstuderte Famlere. Men fordi du Livets Værd har fattet, derfor blir du elsket, æret, skattet.
Der, hvor mangen nu, berømt og priset, over Mængden fornemt enlig staar, kunde du – vi mangler ei Beviset – have vundet dig Berømtheds Kaar.
Men du valgte hellere at hæve Smaafolk op, end selv at Hævning faa. Thi du elsket Folket med dets Feil. Du vidste Evner slumrede, som engang vakte
vilde sig en Minderune riste, hvorpaa Efterslægten skulde agte. Hensigten med al din ld, dit Virke, er at vise Livets Harmoni
ved at vække Aanden i Guds Kirke, saa den skaber Livets Symfoni. Over alle Livets tusind Gaader straaler Pagtestegnets Regnbu'skær,
der betyder: Gud er den, som raader Livet gjennem Endløshedens Hær. Er end Livets Sammenhæng lidt broget, kommer vi med Skjæbnen tidt paa Kant,
er vor Fremtid ofte mørk og taaget: Ordet staar der evigt sandt. Tvoraf faar vort Liv vel sin Betydning? Hvorfra straaler Lys paa al vor Vei,
skjønt i al dets Fyldes stærke Brydning? Kjender vi hint Lysets Brændpunkt ej? Der, hvor alle disse Straaler mødes, hvorfra denne Strøm af Lys gaar ud,
der, hvor Livet, Kraften, Aanden fødes, findes Sandhed, Enhed findes Gud. Det er dette, hvorpaa du har peget: Aandens Vækst som Livets sande Værd.
Tak, at du med Livet ej har leget! Tak for femten-aarig, bramfri Færd!
Cookies on Poetry Cove