Jeg er en billedstormer. Mangen støtte
jeg rev i vrede om, med dristig hånd.
Der brast såmange høie idealer,
som i min ungdom dæmred for min ånd.
Dit milde billede dog stod tilbage
og kransedes af mig såmangen gang,
når rørt jeg mindedes vort første møde
i vårens tid, mens alle knopper sprang.
Vort hjerte var som knoppen bristefærdigt,
så ungt og blødt som Maidags grønne løv.
I fred vi eied endnu vore drømme,
på sjælens vinge lå det gyldne støv…
Den hånd, du rakte mig i ungdoms dage,
ei svigtet har. Så trofast holdt du ud.
Dit venskab fulgte mig på alle veie,
i lykkens sol, i modgangs regn og slud.
Når på mit vandreliv i fjerne lande,
jeg mødte falskhed, klædt i fagre ord,
da til min trøst jeg husked dig og hvisked:
“Der er dog gode mennesker på jord.”
“Jeg elsker dig – du er ei som de andre,”
så skrev en digter til sin digterbror. –
Du er ei som de andre – jeg dig elsker
og binder takkens krans af sprogets flor.