Hvor blev du af, du blide, fromme yngling
med hårets gyldne smykke,
der, ren i sind og legem,
kun vilde andres lykke?
Du ærlig var og god i al din færden.
Du elsket var – og elsked hele verden.
På dig så tidt jeg fuld af vemod tænker,
og bitre tårer græder…
Som efter elsket afdød hvert et minde
med ømhed frem jeg leder.
Jeg finder dig ei mer, jeg må mig skamme.
Ak, du og jeg var éngang dog den samme!
Jeg speiler mig – og ser en skaldet isse,
et vemods drag om munden.
De gyldne lokker fløi som hine drømme,
der steg i morgenstunden.
Mens verdens kløgt jeg fyldigt monne sanke,
svandt ungdoms tro og glæde af min tanke.
Har på min livsgang tabt jeg eller vundet?
Ak, stille bløder såret!
Kan kløgt opveie al den uskylds skønhed
min ungdomstid har båret?
– Mit tabte jeg, du yngling from, du blide!
Min tanke på din grav strør lilier hvide.