Birken så jeg, fuld af ynde,
svaie som med lokker fine,
mens konvallen om den dufted,
– Og jeg mindtes dig, Andrine.
Veslegutten sad i skogen
ensom. Med tungsindig mine
blæste han på siljefløiten,
– og jeg mindtes dig, Andrine.
Svalen så jeg, fuld af ømhed,
redet under muren kline,
sysle der med modertanker,
– og jeg mindtes dig, Andrine.
Du har hængebirkens ynde,
og konvallens skær det fine,
tonens blidhed, svalens ømhed,
– alt er dit, Andrine!