Du ser på mig vemodigt
– jeg ser på dig tilbage –
Ja, gamle ven, vi årsag
har til den samme klage.
Vi vilde ud og reise
i verdens skønne lande
– mens vi herhjemme støder
mod væggens mur vor pande.
Som en soldat, der modigt
har sig medailler vunden,
slig er du skrammereret
fra låget og til bunden.
Hver vært hotellets mærke
har klæbet dig på ryggen.
“Paris – Milano – London”
dig pryder, gamle styggen!
Du skumplet blev på toget
vel tusen lange mile
i nord, i syd, i østen,
hvor banen monne ile.
Men når jeg så ved målet
dig genfandt velbeholden,
der blev en gensyns glæde –
– Hvem spurte vel om tolden?
Du var en del af hjemmet
for mig derud' i verden.
Du fulgte mig så trofast
på hele reisefærden.
Små hem'ligheder gemte
du bag dit lås forsigtig.
Du sladred ei af skole
og arriverte rigtig.
Nu står du der så støvet
og ubrugt bort i krogen –
Ak, havde vi dog vinger
som ørnen eller mågen!
Da bort vi ilte begge
fra nord mod hine riger,
hvor løvet altid grønnes
og solen aldrig viger.