Såmangen stormnat, nar jeg vågen lå, dig, Fridthjof, jeg i angest tænkte pa. Hvor mon du færdes nu? Er du ved polen? – eller er øiet evig lukt for solen?
Såmangen kvæld mod stjernen hist i nord jeg drømfuld så... Til dig min tanke fór… Stod du i glansen nu af “nordens stjerne”? – Brast alle planer glansløs i det fjerne?
Skal det forundes dig fra polens nat at vende hjem med eventyrets skat? Ak, moder Norge efter gutten længes, der på sin kæmpefærd af trolde trænges!
Vi mødtes éngang... I den korte stund dit navn du risted på mit hjertes grund. Hvem sustes om af vårens friske dag og gav den ei sit fulde hjertelag?
Mens du var borte, Norge lå så tyst… Det var som hjertet stansed i vort bryst. Vort hjerte var hos dig, ved ishavs strømme. Med dig gik Norges ungdoms store drømme…
Den saga, som jeg elskede som gut, i dig, min helt, har nye spirer skudt, og alle sagnets store, kære navne som skygger nærmer sig for dig at favne…
Du arved Sigurd Fafnersbanes mod. Leif Eriksen og du har samme rod, og Sigurd Jorsalfar dig rækker hånden, – de alle dine brødre er i ånden.
Da hjem du vendte, på din seiersgang såmangen digter hilsed dig med sang, – men jeg sad stum, du hørte ei min stemme. fra festen fjern, jeg ensom sad derhjemme.
Jeg sad alene, på dit billed så, der hang på væggen i min ringe vrå, – jeg på dit billed så, og jeg bandt kransen af roser om din pande, Fridthjof Nansen!
Cookies on Poetry Cove