Den hånd, du rakte, greb jeg uden svig.
Jeg ilte dig med brodersind imøde.
Som et troskyldigt barn jeg åbned dig
mit hele sind. Du så mit hjerte bløde…
Jeg sagde til dig: “Se, som i et hav,
hvordan det stormer i en digters hjerte,
hvem skæbnesvanger skænk naturen gav:
at føle dobbelt lyst og dobbelt smerte" – – –
Du lytted til mig med begærlig ånd.
Dig lokkede mit væsens dunkle gåde.
Du snørte ind mig i dit venskabs bånd,
imens dit hjerte vilde mig forråde…
Jeg strøg dig af mit liv. Dog i mit sind
der blev en brodd, en vunde skjult tilbage.
Af harm og sorg end blusse kan min kind,
hvergang jeg mindes hine svundne dage.
Vel var dit venskab for mig kun et skin,
men dog jeg magter ei dig rent at glemme.
Dertil du i mit liv for dybt greb ind,
dertil for kær var éngang mig din stemme.
Men du er lykkelig, du er berømt
trods al den sorg, som du har andre voldet.
– Ja, du blev alt, kun ei, hvad jeg har drømt,
en hædersmand, foruden plet i skjoldet.
Du eier ånd og vid, som river hen,
du eier gods og guld og frænder kære.
Kun ét du mangler, du, min fordums ven,
den lille ting, vi andre kalder – ære.