Ja, du min kammerat,
min ven i nøden,
fortjener nok et vers,
varmt som din gløden.
Du holdt med selskab mig,
når jeg var ene...
Med dig kom minders flok
fra fortids scene.
Du kasted drømmeslør
henover stuen,
og som et kærligt blik
var ildens luen.
Du plager ei med snak,
som falske venner.
Du trøster uden ord,
mens tyst du brænder.
Når jeg var tanketom,
du gav idéer.
Når jeg var syg i sind,
du lindred véer.
Du hvile gav og ro
på døgnets færden…
Hos dig, min ven, jeg ler
af hele verden.