Da Venus ifra Milo første gang
jeg så i Louvre, gamle strenge klang.
Gudinden høi i marmorskønhed stod,
men jeg en jordisk mø med livsens blod
kun mindedes. Hun var gudinden lig…
Sofie Ribbing, det var dig, ja dig!
Jeg fandt igen de kongelige drag,
som trylled ynglingen fra første dag.
Jeg fandt igen dit væsens ædle ro,
hvor aldrig lidenskaben fæsted bo,
det jomfrurene i dit smil, dit blik,
som vandt dig hjerter, hvor du stod og gik.
Du i en tid, af poesi forladt,
skred frem som stjernen i den mørke nat,
i skønheds glans, i klassisk harmoni,
mens kunstens blomster spirte paa din sti.
Du drog vor længsel ifra nuets kval
mod Hellas' fagre kvindeideal.
Det skønnes lod på jord jo er at dø…
– Så gik du bort fra os, du skønne mø,
og lod tilbage os med hjertets savn.
Nu ømt du hviler i din moders favn,
men tidt i vemod, over land og hav,
vil tanken ile mod din fjerne grav.