Det var en sommerdag. Jeg sad alene
på trottoiret udenfor kafeen,
og røg med velbehag min havaneser
og drak min kaffe ovenpå dinéren.
En mand i pjalter tyst forbi mig listed
med sorgen skrevet på de hule kinder…
Han så på mig med sky, bedrøvet ansigt,
– et blik, der af min tanke aldrig svinder…
Jeg kasted min cigar. Ak, vel forstod jeg
den stumme klage i hans syge øie:
“Hvad ret har du at nyde livets goder,
mens jeg og andre sult og nød må døie?”
Jeg vilde efter ham, hans hånd at trykke:
– vi er jo alle børn af samme moder –
“Tilgiv, at jeg dig glemte i min lykke,
tilgiv mig, min ulykkelige broder!”