Vor lille, flinke “Pasop”
helt pludselig var død.
For lekekammeraten
vor barnetåre flød.
Vi grov ham ned i haven
tæt ved et æbletræ,
der strøed over graven
sin hvide blomstersne.
Og Hans af pinde laved
et kors til høiens pryd,
og Gretemor bandt kranse
af grønt og tusindfryd.
Men Einar han var præsten,
han tolked smukt vor vé,
mens vinden lød som orglet
og blomster sank på knæ.
“Farvel, vor lille Pasop,
du var så snil og tro.
Vi vil dig aldrig glemme,
Sov sødt i gravens ro!
Farvel, vor lille Pasop,
vor ven foruden frygt.
Når store gutter slog os,
du knurred mod dem stygt.
På to du kunde sidde
og skuldre med gevær,
du kunde apportere
og meget, meget mer.
Os papa alt har lovet
en anden, deilig hund.
Men hvem kan dig erstatte?
Én Pasop finds der kun.
Farvel, vor lille Pasop!
Du var så snil og tro.
Vi vil dig aldrig glemme…
Sov sødt i gravens ro!”