Min lette gondol vugged
sig blødt mod marmortrappen.
Ifra kanalens vande
jeg stirred mod karnappen.
Derinde, hvor Lord Byron
sin kval i orgier døved,
sad nu en barsk grosserer,
der adgangen mig røved.
Helt lukket lå paladset,
som viet sorgfuldt minde…
Omkring de mørke ruder
lød suk af nattens vinde.
Og månens understråler
så sært forvandled natten
til sølvbleg dag, der døde, –
– i fanget mindeskatten.
Jeg drømte, vuggd af voven,
om ham, hvis trolddomskvæde
engang rev hen mit hjerte
i smerteblandet glæde.
Og glemte alle skygger,
der mørkned hans historie
ved mindet om “Childe Harold”,
og, ak, hans dødsstunds glorie.
Til bølgens skvulp skrev månen
på vandet sære runer…
Et digternavn sig speiled
i Venedigs laguner.