Nu da vi skilles, lad tilslut os veksle
de gaver ud, som vi hinanden gav.
– Lig visne løv vi da de gamle minder
en høstlig kvæld strør på vor elskovs grav.
Her er den gyldne kede, her er ringen,
her nålen med den sjeldne diamant.
– Du var så rig... Hvad jeg i armod skænkte,
jeg regner ei, du gavens værd ei fandt.
Hvad jeg dig gav, kan ei med hænder gribes,
det var så let og fint som duft i var...
– men just fordi det ikke kan erstattes,
så ribbet og så fattig nu jeg står…
Hvor er den krans af lyse jomfrutanker,
jeg fæsted om dit hår med hånd så øm?
Ja, hvor er håbets vårlig grønne ranker?
– Giv mig min drøm igen, min stakkers drøm!