Ene jeg sidder ved ruden
gråkold Novemberdag.
Himlen har tunge skyer,
mørke som sørgeflag.
Blege, sortklædte kvinder
glider som skygger forbi…
Hverdagskummer dem mærker,
livets disharmoni…
Kirkeklokkerne kimer,
sorgfuldt er deres råb…
Sænker i nord i graven
alle et deiligt hab ?
Øiet lukkes – jeg skuer
marmorvillaens pragt,
strålende hvid i solen…
Gudestøtter på vagt.
Høie cypresser vifter,
purpurroser i flor…
Havet i solblå drømme
kysser villaens jord.
Men fra altanen synger
livsglad en kvindeflok,
medens de roser fletter
ind i den dunkle lok – – –
Ak, denne villa ved havet
kender mit hjerte godt!
Det var min ungdoms skønne,
sælsomt fortryllede slot.