Når engang jeg går bort, I kære venner,
så sænk mig ikke i den sorte jord!
Den er så kold, i dybet ormen bor,
og did ei mindste stråle solen sender.
Nei, gør for mig hvad for sin digterbror
Lord Byron gjorde! Vis mig siste ære!
Tænd op et bål ved hjemmets blanke fjord
og lad den rene ild mit støv fortære!
Jeg elsker flammens lek, så skøn og stærk.
Den tager alt, men intet gier tilbage,
en håndfuld aske kun, en ordløs klage…
Den renser alt – et stort forsoningsværk !
Jeg elsker flammen som de gamle gjorde…
Den døde sjødrot blev med skibet brændt,
og røgen fór mod landet kært og kendt,
og bølgen drapa sang om skibets borde…
Den skønne flamme, fuld af kraft og sol,
lad eder, venner, være et symbol
ak, på den lidenskab, så hed og stor,
jeg bar mit hele liv – men ei gav ord.
Lad urnen da af asken blive fyldt,
en urne marmorhvid, foruden plet.
Lad livets genier, af sol forgyldt,
om urnen danse yndefuldt og let
som man det ser på græske sarkofager,
hvor fauner hopper, amoriner ler,
og livsens lyst af døden brodden tager,
og peger mod en nyfødt morgens skær…
Da vil i urnens ly så sødt jeg sove
og tro, jeg hviler på en hellig strand,
det land, jeg elsked bag den fjerne vove,
men aldrig så – det fagre Hellas' land.