Jeg gik en høstlig aften, vemodsdrømmende
på kirkegården – Gulnet løv faldt af…
Jeg læste vers, de døde høit berømmende,
– tilslut jeg stødte på en nedtrådt grav.
Her stod ei marmorkors som sneen blinkende,
ei blomster smykkede det arme rum,
og ingen gylden indskrift lued vinkende
– kun græsset hvisked som en klage stum...
Hvem slumrer her i jorden, den ei hegnede?
– En, der som jeg engang så solens glød.
Ham og' engang en moder ømt kærtegnede,
han elsket har som jeg, lidt angst og nød.
Nu er han glemt. Han hviler evigt sovende,
– men jeg misunder ham hans dybe fred,
og ønsker at foruden indskrift lovende
jeg og' lå glemt på dette glemte sted.