Jeg gik forbi de deilige gudinder,
der smilte ifra marmorsoklen ned.
Selv Venus' skønhed ei mit hjerte fængsled.
Jeg søgte skogen i dens ensomhed.
Derinde, bleg og drømmende, som natten,
en kvinde stod, indhyllet i et slør,
– et billede på tausheden, på sorgen,
den ædle sorg, der stum og ordløs dør…
“Latona,” hvisked jeg, “Apollos' moder!
Hos dig jeg klage vil min hjertevé
foruden navn. Du, som hver løndom kender,
vil af mit øie sorgens årsag se.
Har du en trøst, så hvisk den i mit øre!
Sig, hvi jeg lide må så dybt iløn?
Har jeg i lidenskab for meget syndet?
Og var det synd, hvor er da brøden skøn!”
Men ei gudinden gådesløret løfted,
hun stod som natten selv så streng og tyst...
Jeg hulked høit – men ak, min hede tåre
forgæves faldt på hendes marmorbryst.