Og det var konning Øystein, han sad i gildehal, og hos ham Ivar Ing’mundssøn, hans ven, en islandsk skald.
“Og hør du Ivar Ing’mundssøn, hvi er du tung af sind? Før var du fuld af skæmt og sang og rød du var om kind.
Sig, længter du ifra min hird til sydens fagre strand?” – Nei, konge, ei jeg længter bort til noget andet land.
“Sà har du visst en kvinde kær, og hun på Island bor?” – Så er det, konge,” Ivar sa' og stirred mørk mod jord.
“Sørg ikke mer! Når det blir vår, til Island farten går. Jeg gier dig gods, jeg gier dig guld, – og hendes hånd du får.”
Nei, konge, det vil aldrig ske! Hun følger ei dit bud; thi vid, den kvinde, jeg har kær. hun er min broders brud.
“Nuvel, jeg ved et andet råd. Når slut er julens fest, da jeg på veitsler fare vil, – du følger med som gæst.
Såmangen høi og fager mø, du møder på vor gang. Den fagreste, du blandt dem ser, som viv du tar i fang.”
Ak, herre, ei det nytter stort! – Ser jeg en fager mø, da bryder sorgen dobbelt frem, det er som jeg skal dø…
“Så vil jeg gie dig eiendom og gård på Norges kyst, da lysne vil dit tunge sind –” – Tak, jeg har ingen lyst.
“Da ved jeg ikke mere råd. Hver gave du forskød. Der er kun ét igen – og det er småt mod hvad jeg bød.
Kom til mig hver en aftenstund, når du mig ledig ser. Da skal vi tale sammen om den kvinde, du har kær.
For stundom finder én sin sorg mer let, når den får navn. Godt at betro sig til en ven, der dele kan dit savn.”
Og det var Ivar Ing’mundssøn, han sad ved kongens bord såmangen kvæld – og sorgen veg for kongens milde ord.
Cookies on Poetry Cove