Knoppen

Det var en dag i våren, – alt spirte og skød op – Af æbletræet rev jeg den første, grønne knop.

Jeg lugted til den adspredt og kastede den væk… Da lød en barnlig klynken, som satte mig i skræk.

“Du hårde mand, å sig mig, hvad ondt har jeg dig gjort, at du fra moderstammen så grumt mig river bort?

Igår jeg henrykt skued guds sol for første gang. – Idag jeg ligger knækket, midt i min forårstrang.

Jeg får ei nyde solen, ei føle somrens vind, der som et kærtegn stryger mildt over blomstens kind.

Og du har mig bedraget for høstens fagre stund, når frugten vinker moden og rød som pigens mund.

Ak, foran mig lå livet så løfterigt og smukt – men jeg skal ei fa blomstre, jeg skal ei bære frugt.

Dog det vil jeg dig varsle, at engang på din grav, der intet grønt skal spire – fordi du brød mig af.

Der intet grønt skal spire og ei violers bed skal dufte over jorden, hvor du blir sænket ned.”