Hun skred forbi,
så ung, så blyg, så skøn,
– Madonna lig, hvis tanke er en bøn –
i snehvid dragt, med lilier over håret…
– Jeg så mod jord, – jeg, som af løgn var dåret,
for synd ei fri.
Hun skred forbi.
Jeg stod i drømmens tåger:
Et skønhedshjem jeg så, hvor uskyld våger…
Men for en synder paradis er lukket.
Hun stansed ei, hun hørte ikke sukket:
“Skrid ei forbi!”
På natlig sti
man ser såmangen stjerne,
der tindrer fromt — men svinder i det fjerne…
Hun var madonna med de lilier blanke,
jeg var den faldne, urén i min tanke…
Hun skred forbi.