Du snetop hvid i solfalds gløden
mig vinker som et trylleland.
Mit hjerte i dets stille bløden
sygt drømmer om din rene strand
Der vil jeg mig i sneen bade
og som en genfødt se mod sky,
og glemme dem, der elske, hade
i snever dal, i tåget by.
Jeg drages mod den dybe stilhed,
som ånder på din skære sne…
Din taushed som et kærtegns mildhed
skal læge al min hjertevé.
Du har ei ord, der hjertet svier,
ei lyd, der sårer nervers spind.
Du har kun vindens melodier
og nordlyspragt og stjerneskin.
Jomfrueligt og rent dit alter
står urørt over fjeldets slug.
Ei mennesker i syndens pjalter
har stænket til din hvide dug.
Kun vintrens dronning, når hun farer
med rén til forspand, ifra nord,
i månelysets åndeskarer,
har sat i sneen flygtigt spor.
Jeg vilde, når min livsdag ender,
henslumre ved dit rene bryst,
mens solen afskedshilsen sender
til dalens sorg og dalens lyst.
For siste gang ifra din tinde
jeg vilde se på jorden ned
og slette ud hvert bittert minde
i solnedgangens høie fred.