Hun leder i kommoden,
den unge, blege mor,
iblandt de gamle breve
og pakker fra ifjor.
Hun finder ei det søgte,
men i en skuffes skjul
en barnesko der ligger
så liden, slidt og gul.
Ak, vel må tåren rinde
nedover kinden tyst,
og såret atter bløde
i hendes moderbryst.
Hun vugger den i hånden
og mumler “Bysse, bys!”
Hun væder den med tarer
og varmer den med kys.
Hvor han var sød og vakker,
den lille guttemand,
– og hvor hans fod var liden!
Hun ei den glemme kan.
Nu dækker gravens roser
de pusselanker små,
og lokkerne de gule
og øinene de blå.
Og alt hun har tilbage
fra modertiden fro,
er dette stakkers minde,
– en liden barnesko.