Du er det skæreste,
du er det fineste
af hele våren…
Du er et løfte kun,
men på din vårknops bund
er smilet svøbt og tåren.
Dit træ har end' ei blomst
og heller ikke blad,
men trosten synger
den lange, lyse kvæld
i solens eftervæld,
mens saftrig grenen gynger…
Hist går en jomfru skøn
henover marken grøn,
så drømfuld, stille.
Hvor sneen nys lå hvid,
hun fandt en blåveis blid…
– Ak, om han bare vilde! –